Astralis udvider med dansk talenthold
Astralis udvider indsatsen i esport til nu også at tælle danske talenthold i både Counter-Strike: Global Offensive og League of Legends.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Astralis er for mange indbegrebet af deltagelse i de absolut største turneringer, og CS:GO-holdet er blandt andet det mest vindende i Major-sammenhæng, som er CS:GO's svar på et verdensmesterskab.
Fremover kan du dog også se Astralis deltage i mindre turneringer, hvor den danske organisation bliver repræsenteret af Astralis Talent, som talentholdet hedder.
I Counter-Strike vil både A- og talentholdet have udgangspunkt i København, hvor Astralis Talent vil deltage i de relevante lokale og regionale turneringer, siger sportschef i Astralis, Kasper Hvidt.
Astralis Talent skal give unge danske talenter en klar vej til toppen, og samtidig har Astralis også talenterne inde i egne rækker, når der skal rekrutteres nye spillere til førsteholdet.
Vi lancerer nu Astralis Talent, som på sigt skal blive en potentiel rekrutteringsplatform for vores A-hold. Allerede fra starten vil Astralis Talent fungere som en intern træningspartner, ligesom det er en måde for os at sikre en endnu tættere forbindelse til talent-miljøet, primært i Danmark, udtaler Anders Hørsholt, CEO i Astralis Group, og fortsætter:
På sigt er ambitionen at skabe spillere, der er dygtige nok til at spille med blandt de bedste, hvilket naturligvis potentielt vil være en god forretning. Med tiden vil Astralis Talent gøre det muligt for de professionelle spillere at forholde sig konkurrencedygtige, også når de ikke spiller på A-holdet. Samtidig vil de ambitiøse unge talenter kunne drage fuldt udbytte af at være en del af en topprofessionel organisation, hvor de vil kunne konkurrere sammen med og lære af langt mere erfarne spillere, med målet om en dag at spille for A-holdet.
Astralis har ansat vnG, der er tidligere professionel spiller og senest har optrådt som ekspert i flere af TV 2's esport-udsendelser, som den ansvarlige for Astralis' talenthold i CS:GO.
Astralis har endnu ikke præsenteret nogle spillere til de nye talenthold, men det bliver primært spillere i alderen 14 til 20 år, og Astralis kommer til at lægge vægt på, at spillerne færdiggør eventuelle studier, mens de også forventer at være i dialog med forældrene.
Astralis fortæller til Dust2.dk, at de regner med at have spillerne på plads i januar 2021.