Efter mistanke om snyd: Elisa Danmark-kamp udsat
Ølgod måtte i går aftes se sig slået ud af Elisa Nordic Championship Denmark efter et nederlag til Tier 1 subs, men dette resultat er der blevet protesteret mod.
Det meldte Elisa i et tweet tidligere i dag.
Efterskoleholdet sad nemlig tilbage med en mistanke om snyd efter nederlaget, hvilket de altså gik til turneringsarrangøren med, som fik aftenens planlagte kamp mellem DREAM og Tier 1 subs udsat.
Dust2.dk har efterfølgende været i kontakt med Ølgod Efterskoles coach, CARNEM, som bekræfter, at de havde en mistanke om snyd.
Det er korrekt, at vi bad admins tjekke op på Tier 1 subs i forhold til brug af snyd. Vi sad fra start til slut med fornemmelse af, at de havde information, de ikke burde have, kombineret med at mange på streamen og hold, de havde spillet mod i kvalifikationerne, kontaktede os med samme oplevelse. Det synes vi selvfølgelig, der skal tjekkes op på, og derfor har admins valgt at udsætte decider-kampen, indtil de har truffet en beslutning, fortæller CARNEM til Dust2.dk.
Indtil videre er kampen mellem DREAM og Tier 1 subs udsat på ubestemt tid, indtil Esportal og Elisa har truffet en beslutning, hvorfor det ikke vides, hvornår decideren skal spilles, eller hvem deltagerne bliver.