HUNDEN søger assistent: Bliv head coach til Valve-events
Heroic opruster på trænersiden.
Det er i hvert fald planen, og deres nuværende coach, HUNDEN, har allerede på Twitter lavet et opslag, hvor han søger efter en assistent.
Overfor Dust2.dk uddyber Heroic-coachen, at det blandt andet kommer, efter de erfaringer han har gjort sig i de første seks måneder i jobbet. Og så har han set konceptet fungere på et hold, der tidligere har været nummer et i verden.
Jeg tror på drømmen om at have en duo som trænerteam. Efter den første korte periode på seks måneder, hvor jeg var head coach, fandt jeg hurtigt ud af, at der var arbejdsopgaver til minimum to mand bag et hold. Jeg har set det som en kæmpe succes hos hold som Vitality, hvor de har haft to mand inde over deres hold, siger han med henvisning til Vitalitys assistenttræner MaT.
Han understreger, at man som assistent kommer til at være med helt inde i maskinrummet. Og så er det også planen, at man fra tid til anden skal agere head coach.
Personen skal være en del af holdet. Det er vigtigt, at personen kommer til at være aktivt med på holdet. At have et ekstra sæt øjne i træningen kommer til at være produktivt på sigt. Personen skal ligesom mig selv være en del af forberedelsen til træning, være med i træning og være med til at forberede os på de officielle kampe. Han kommer ikke bare til at sende en masse anti strats til mig, så havde vi fundet en analytiker istedet for, som også kunne have været udenlandsk. Desuden skal assistenten være head coach til Valve-events, siger HUNDEN.
Jeg går ud fra, det er på grund af dit ban. Men er der så ikke en fare for, at det på sigt kan underminere din rolle eller gøre dig overflødig?
Valve-events er to events på et år, og det er en stor chance for en assistenttræner at få. Jeg tror kun, det giver mere motivation til at arbejde endnu hårdere for både assistenttræneren og mig selv. Så nej, jeg tror ikke det ender med, at jeg bliver overflødig, eller at assistenttræneren bliver overflødig.
"Det ville helt klart være drømmen"
I jagten på en ny assistenttræner har HUNDEN som bekendt taget Twitter i brug. Og her melder BIG-spilleren k1to, der er HUNDENS tidligere holdkammerat fra ALTERNATE aTTaX ind. Han foreslår en genforening mellem HUNDEN og deres daværende coach mithR. Og det er ikke nødvendigvis en dårlig idé, lyder det. Men lige nu har han ikke nogen specifikke i kikkerten.
Drømmen ville være en dag at stå sammen med mithR og bygge videre på den her drøm. Jeg har tidligere snakket med ham omkring min idé, så det ville helt klart være drømmen. Har jeg nogle i min lille kikkert? Nej, overhovedet ikke. Jeg skal ud og finde det perfekte match. Det bliver svært, men vedkommende findes derude, slutter HUNDEN.
HUNDENs ESIC ban udløber den 30. april, men det står endnu ikke helt klart, hvornår Valve-udelukkelsen udløber.