Astralis banket af 18-årig russer
Ax1le blev aftenens helt store hovedrolle, da den blot 18-årige russer dominerede i Gambits 2-0-sejr over Astralis.
Allerede på første bane var det den unge Gambit-stjerne, som viste sig frem. Her leverede Ax1le nemlig sin bedste præstation nogensinde mod et tophold, da Astralis ikke fik et ben til jorden.
På første bane alene blev det nemlig til hele 33 kills, som altså gav den unge stjerne en rating på 2.27 såvel som en ADR på 153.0, hvilket spillede en stor rolle i at sikre Gambit en 16-7-sejr.
Også på anden bane var det den unge Gambit-spiller, som virkelig voldte Astralis problemer. Danskerne kom foran 11-7, men gla1ve og co. fik ikke styr på Ax1le, som igen gjorde det svært.
Med hele 28 kills og en ADR på 92.9 formåede den 18-årige Gambit-stjerne nemlig at hive russerne tilbage i opgøret, da de vandt otte ud af de næste ni runder for at tage en 16-12-sejr.
Med resultatet er Gambit altså sikret en plads i semifinalen, mens Astralis skal en tur i kvartfinalen, hvor de allerede i morgen står over for FURIA.
Det betyder også, at vi potentielt kan få en dansk semifinale at se senere i turneringen, da Astralis med en sejr i morgen skal møde Heroic, som vandt deres kamp i dag.