Tidligere coach om nyslået Astralis-spiller: "I 2022 ser vi ham på top 20"
Mandag annoncerede Astralis, at Lucky i fremtiden skal svinge AWP'en for dem, og dermed er lidt over halvandet år i Tricked-trøjen slut for den 18-årige spiller.
Foruden et farvel til holdkammeraterne, betyder skiftet også et farvel til coach Winspai, som Dust2.dk har fået en snak med ovenpå Luckys skifte.
Selvom han nu skal på jagt efter en erstatning for holdets vel nok vigtigste spiller gennem det seneste lange stykke tid, så er det ikke den følelse, han først og fremmest sidder tilbage med.
Stolthed intet andet end stolthed. Jeg er så glad på Philips vegne, siger Winspai og tilføjer, at det i hans øjne var et skifte, der nok skulle komme før eller siden:
Jeg har sagt siden 2016, at Lucky nok skulle ramme pro-scenen, så personligt har jeg bare ventet på, at alle andre fik øjnene op. Da device røg til NIP var jeg ikke i tvivl om, at Lucky var på listen et sted, og med de andre rygter der florerer pt., skulle han jo være manden, de skulle tage, siger Winspai.
Det er da heller ikke helt ved siden, når coachen siger, at han i snart mange år har vidst, at Lucky kunne drive det langt. I en Dust2.dk-artikel fra 2017, hvor der er en highlightvideo med Lucky, der på daværende tidspunkt spiller i Sørby Academy, er Winspai også at finde i kommentarerne, hvor han påpeger Luckys alder, som på det tidspunkt blot er 14 år.
På vej mod top 20 i verden
Lucky har gennem karrieren vundet POWER Ligaen fire gange og hevet MVP-medaljen med hjem tre af gangene. Og der er ikke den store tvivl om, at han er blandt de bedste på den danske scene.
Men Astralis er trods alt en anden kaliber, og det samme er modstanderne. Derfor bliver det noget af en opgave, Lucky står overfor, og der er kontinuiteten vigtig, hvis den 18-årige spiller skal blive ved med at udvikle sig og performe bedst muligt, lyder det fra Winspai.
Jeg håber, Astralis har styr på deres lineup, da Lucky klart performer bedst i et stille og roligt, men også fast miljø. For mange udvekslinger vil gøre det svært for ham at performe på det plan, jeg ved, han kan levere. Hvis baglandet har styr på deres CS-afdeling, skal Lucky nok vise, at han er klar til top 5 i verden, siger Winspai og tilføjer:
I 2022 ser vi ham på top 20 i verden som individuel spiller, hvis Astralis gør deres arbejde godt, siger han.
Vil du sætte et par ord på, hvilken type spiller han er? Hvor er styrkerne, og hvor er svaghederne?
Lucky er en stille og rolig spiller, der er utrolig taktisk og god til at sætte sig ind i, hvad han kan og ikke kan i situationerne, han kommer ud i. Hans styrke er klart hans mekaniske niveau, men også taktiske.
Der hvor svagheden måske er at han holder sig lidt i baggrunden hvis han ikke føler sig tryg og derfor nogengang undlader at komme med en mening omkring hvad han synes på trods af at det han tænker ofte er gode ting, siger Winspai og kommer med et råd til den 18-årige Astralis-spiller:
Philip! Husk dig selv i alt, hvad du gør og husk, din mening og din hjerne ikke er ubetydelig. Ud og vis folk, hvorfor de skal frygte dit navn, siger coachen.
"Efterlader et enormt hul"
Følgerne af POWER Ligaen fik allerede i den nyligt overståede sæson en forsmag på, hvor vigtig Lucky er for Tricked-holdet. I de fire kampe over hele sæsonen, hvor Lucky ikke var med, blev det blot til sejr én enkelt gang, da de i semifinalen slog CEPTER BITSKINS.
Til sammenligning er de andre 10 kampe, hvor Lucky er stillet til start, endt med Tricked-sejr syv gange. Winspai er da heller i tvivl om, at den erstatning, han nu skal på jagt efter, får nogle store sko at fylde. Men coachen er dog ved godt mod.
Tabet af Lucky er et enormt hul, der skal udfyldes, men jeg mener stadig, vi kan gøre det med de folk, vi får indover projektet og de rammer, vi sætter for dem i Tricked, siger Winspai.
Tricked er med salget af Lucky nede på tre spillere på førsteholdet. Det er følgende tre:
- kiR
- kwezz
- PR1mE