BIG henter tidligere North-IGL
gade skal fremover tørne ud for BIG, som har hentet den tidligere North-spiller, der senest spillede for HYENAS.
Det afslører organisationen på Twitter.
Her kommer den tidligere North- og HYENAS-stjerne ind på et hold allerede bestående af fem spillere, hvorfor der nu er seks spillere på det aktive holdkort i BIG.
Det stopper dog ikke her for den tyske organisation, som endnu ikke er helt klar til sæsonstart. I pressemeddelelsen afslører BIG's CEO nemlig, at de vil afsløre den endelige holdsammensætning i den nærmeste fremtid.
Jeg har været spændt på at slutte mig til BIG, lige siden det blev besluttet. Det sætter et smil på mit ansigt, hver gang jeg tænker på det, siger gade i en pressemeddelelse og fortsætter:
Efter at have haft noget tid, hvor man ikke er sikker på, hvad fremtiden bringer, så er det virkelig glædeligt at vide, at det her er mit nye hjem.
Jeg håber og tror på, at jeg kan bringe de sidste stykker til puslespillet for at tage det her projekt til det næste niveau.
Med gade på holdkortet er tanken, at han skal hjælpe tabseN med IGL-pligterne i kampene, og at det skal bringe BIG tilbage til førstepladsen på verdensranglisten - en plads de indtog tilbage i dele 2020.
gade spillede senest for HYENAS, men efter Kjaerbys farvel til Counter-Strike valgte de resterende fire spillere at gå hver til sit, hvorfor gade har stået uden hold den seneste måneds tid.
BIG består nu af:
- gade
- XANTARES
- tabseN
- k1to
- syrsoN
- tiziaN
- DuDe (coach)
Den danske spiller får sin officielle debut for BIG i ESL Pro League Sæson 14, som bliver skudt i gang den 27. august for det tyske mandskab, som er blevet placeret i gruppe C.