Stiller med ny kerne i 1. division
Når den 18. sæson af POWER Ligaen skydes i gang er SERA Esport endnu engang at finde i 1. division, da de i sidste sæson sikrede overlevelse.
Her endte de på en fjerdeplads i B-divisionen, hvorfor de undgik relegation, mens det dog heller ikke blev til noget oprykningsspil. Og det var ikke godt nok, fortæller holdets ingame leader AnkjaerL.
Vores forventning inden sæsonen var at rykke op, og vi var også rykket ned, var det ikke for en stærk start i sæsonen.
Det har ført til store ændringer hos SERA Esport, der i næste sæson stiller med en helt ny kerne.
AnkjaerL og hezy bliver de eneste to gengangere, da Jipsi, pace og hezz må forlade holdet.
Vi kickede jipsi og pace, mens H3ZZ valgte at tage en pause, da han ikke havde lysten længere. Desværre kunne jeg aldrig finde den rigtige måde at bruge Jipsi på i mit system, mens pace’ spillestil ikke passede i den rolle, jeg havde brug for, forklarer ingame leader AnkjaerL der uddyber:
Da vi hev pace ind i stedet for Inspire, så vidste jeg godt, at han skulle spille en rolle, han ikke var komfortable med, men vi aftalte at spille sæsonen ud, og se hvordan han havde tilpassede sig rollen. Da sæsonen var ovre revurderede vi holdet og endte med at skille os af med alle tre.
Opruster med Liga-erfaring
I stedet har mandskaber erhvervet sig GiZM0, PihL og L1ndtoft med et klart mål om at lykkes med at opnå oprykning denne gang.
GiZM0 og PihL har begge tidligere begået sig i Ligaens øverste division under henholdsvis AaB og Atlando, mens L1ndtoft senest har spillet for Ølgod Efterskoles førstehold, der kæmpede med om oprykning til Ligaen i sidste sæson.
AnkjaerL sætter overfor Dust2.dk ord på de nye tilføjelser:
GiZM0 og hezy har spillet sammen under AaB, så han var en vi meget gerne vil have, da de fungerer godt sammen. Derudover manglede vi en young gun, så jeg er meget glad for at få L1ndtoft ind, som har et sygt aim, men også spiller klogt CS. Pihl var den sidste brik på holdet, som jeg sprang på muligheden for at få ind, da holdet manglede en 2nd caller, som kan hjælpe mig med at holde styr på tropperne.
Med de nye spillere sigter SERA altså endnu engang efter oprykning til den øverste division i Danmarks stærkeste CS:GO-Liga, hvor alt andet vil være en skuffelse.
Jeg tror på, at vi har et godt mix af spillere samt niveauet til at toppe 1. division, fortæller AnkjaerL, der ser frem til at komme i gang sammen med de nye spillere, hvis forventning til projektet er helt klar:
Vores forventning er at vinde hele lortet.
SERA Esport består nu af:
- AnkjaerL
- hezy
- GiZM0
- PihL
- L1ndtoft