AGF-coach efter nye tilgange: "Det er det stærkeste lineup nogensinde"
Forud for den nye sæson af POWER Ligaen skiftede AGF ud i geledderne og hentede Kristou, Nodios og cajunb ind i stedet for Ryxxo, PERCY og Lukki.
Et par solide signings må man sige, og det fik flere i kommentarerne under nyheden til at kalde det nye AGF-lineup for det stærkeste i organisations levetid.
Det er da også en ganske tilfreds FaagaN, som er coach og holdejer, der overfor Dust2.dk sætter et par ord på det nye AGF-mandskab.
Jeg er naturligvis rigtig glad for at have de tre spillere med ombord og samtidig lidt stolt over at netop deres valg også faldt på AGF over andre klubber. På papiret må jeg nok også se mig enig i, at det til dato er det stærkeste lineup, der har repræsenteret klubben, siger FaagaN og tilføjer:
Nu kommer den store opgave i at forløse det potentiale, vi ved, er der. Noget der til tider er nemmere sagt end gjort, siger coachen.
"Der er sat lønrekord"
Det vil være nærliggende at tro, at det unægteligt må have krævet et arbejde bag kulisserne at få navne af den kaliber på kontrakt. Og det har da også været tilfældet, fortæller FaagaN.
Første step var at pitche dem et lineup og en filosofi, som de kunne se sig selv være en del af. Da den del var på plads, var udfordringen så rent faktisk at få lukket aftalerne.
Nogle af spillerne var ret ombejlet henover sommerperioden, så de stod også selv med nogle store valg der skulle træffes med henblik på deres fremtidige karriere.
Sidst men ikke mindst spillede økonomien selvfølgelig også ind – for alle parter. I et marked hvor pengene sidder mere løst andre steder, kan det være utrolig svært som klub at holde sig konkurrencedygtig på den front, når man samtidig også gerne vil opretholde en sund forretning. Heldigvis kan vi byde ind med mere end bare lønkroner, siger FaagaN og uddyber:
For spillerne gør det sig også gældende, at de skal kunne skelne udviklingspotentiale og fremtidsmuligheder, fra et højere beløb på lønsedlen. En egenskab der i min bog vidner om en vindermentalitet, hvilket er noget, vi vægter utrolig højt – Pengene må ikke være drivfaktoren, siger FaagaN.
Har der været sat lønrekord?
Der er sat lønrekord. Men stadig i et niveau vi kan stå indenfor, siger coachen.
"Top 30 er et naturligt step på vejen"
AGF har i 2021 været vidt forskellige steder på verdensranglisten. I begyndelsen af året lå de lige uden for den eftertragtede top 30, men efter udskiftninger i lineuppet dumpede de helt ned som nummer 194. Herefter har de langsomt men sikkert kæmpet sig et stykke op ad listen og lå i april nummer 68.
Det har dog været et svingende 2021, uanset hvilke briller man kigger på resultaterne med. I sæson 16 af POWER Ligaen nåede AGF ganske vist semifinalen, men i seneste sæson af POWER Ligaen missede de lige akkurat slutspillet.
Med det nye holdkort er der dog planer om at genindtage toppen i Danmark, fortæller FaagaN. Det vigtigste er dog først og fremmest den kontinuerlige udvikling.
Målsætningen for POWER Ligaen er at stå med endnu en titel, når sæsonen er omme.
Generelt er målet er at vinde – Lykkes vi med det, er top 30 et naturligt step på vejen.
Vi har ikke sat nogen specifik tidsramme på. Mange af spillerne har påtaget sig nye roller og skal have tid til at finde sig til rette i dem. Scenen er utrolig kompetitiv, og listen af gode hold vokser konstant, så der er ingen gratis kampe, siger FaagaN og slutter:
Så succeskriteriet for os selv til at starte med er, at vi internt kan se en konstant udvikling. Så må og skal resultaterne nok komme sideløbende, siger coachen.
AGF skal i ilden i POWER Ligaen, der skydes i gang den 30. august. Deres holdkort ser ud som følger:
- Kristou
- cajunb
- Nodios
- Frøslev
- cabbi