Dansk legende bliver ny coach hos Lyngby
Lyngby Vikings henter den tidligere mTw-spiller trace ombord som head coach.
Det melder organisationen onsdag på Twitter.
trace har allerede bistået holdet den seneste måned, men nu tilslutter han sig altså officielt vikingerne.
Han har senest været coach hos Singularity, men har en lang karriere som spiller i både Counter-Strike 1.6 og efterfølgende Global Offensive bag sig. Her har han blandt andet spillet for hold som mTw, hvor han kæmpede side om side med Astralis' zonic, SK Gaming og fnatic med en masse andre prominente spillere.
trace opnåede under sin tid hos mTw i Counter-Strike 1.6 to top fire placeringer på HLTVs liste over verdens tyve bedste spillere, da han blev nummer tre og fire på listen i henholsvist 2011 og 2012.
Den 31-åriges karriere kan spores tilbage til 2007, hvorfor det altså også er en yderst erfaren herre, som Lyngby Vikings har fået fat på.
Holdet brød ved mandagens opdatering af HLTVs verdensrangliste ind i top 30, hvor de nu er rangeret som nummer 28, da de rykkede hele 13 pladser op efter at have vundet Funspark ULTI Regional 3 samt opnået en 3.-4.-plads ved Malta Vibes Knockout 2.
Lyngby Vikings består af:
- birdfromsky
- maNkz
- Daffu
- FASHR
- WolfY
- trace