mhL er den nyeste spiller hos MOUZ NXT.

Henter endnu en polak

sycrone får endnu en polsk spiller under vingerne.

mhL er den nyeste spiller på MOUZ NXT.

Her er den blot 19-årige polske AWP-spiller udset til at erstatte stjernen torzsi, som blev rykket op til førsteholdet onsdag.

Med den tidligere AGO-AWP'er på MOUZ NXT består holdet nu af tre polske spillere, og netop dette var da også med i overvejelserne, inden beslutningen blev truffet. Det fortæller holdets coach, sycrone, til Dust2.dk.

En af vores største bekymringer med at skulle hente mhL var eksempelvis, at vi i forvejen havde to polske spillere på holdkortet, og med en tredje ville coren pludselig være polsk. Men det er blot et flag på HLTV, og i sidste ende handler det om at finde den mest kvalificerede spiller - uanset nationalitet. Jeg har tidligere erfaret, blandt andet i Sprout, at man hurtigt kan have et hold, hvor holdkulturen er spredt, men jeg føler, at vi har en gruppe her, hvor der skal utroligt meget til at adskille os. Alle kan med alle, også udenfor serveren.

MOUZ NXT nød i holdets første halve år stor succes, hvilket blandt andet medførte en periode i top 30 på HLTVs rangliste i 2021, mens holdet i skrivende stund ligger nummer 33 i verden.

De gode præstationer skyldtes blandt andet et vanvittigt niveau fra torzsi, som i de seneste seks måneder har leveret en imponerende rating på 1.23, hvorfor mhL skal udfylde nogle store sko.

Det bekymrer dog ikke sycrone.

mhL er et super godt fit på serveren. Han er meget dynamisk og pladsskabende, ligesom vi havde det med torzsi.

Jeg er ikke i tvivl om, at når vi lige har slået rusten fra en lang spillerpause og usikkerhed omkring lineuppet af os, så samler vi op, hvor vi slap før pausen, fortæller sycrone.

Går efter en tredje sejr

I de to forgangne sæsoner af WePlay Academy League var det sycrone og resten af MOUZ NXT, som stod sejrrigt tilbage, og sådan bliver det også denne gang, lyder det fra den danske coach.

Selvom det på serveren har set meget imponerende ud i MOUZ-lejren, så er de to titler nemlig ikke kommet uden problemer, hvorfor mandskabet også kan overkomme denne udskiftning.

De to foregående sæsoner har slet ikke været lige til - hver især bød de på forskellige udfordringer. Det var helt klart nemmere i anden omgang, hvor vi mentalt havde rykket os en hel del både som gruppe og hold - presset var nemmere at håndtere. Det kunne være fedt at lave en "back-to-back-to-back triple", som rizc så fint fik det castet i sin tid, og det er selvfølgelig også målsætningen. Så ja, vi står med trofæet til sidst, men det bliver ikke uden at være presset undervejs, slutter sycrone af.

MOUZ NXT består nu af:

  • mhL

  • szejn

  • siuhy

  • JDC

  • xertioN

  • Danmark sycrone (coach)

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.