Nicklas Bendtner investerer i esport
Den tidligere Arsenal- og Juventus-stjerne Nicklas Bendtner har kastet sig over esportsscenen.
Her har han nemlig stiftet firmaet Prosapia Esport ApS, som han vil gøre sin entré i esport med.
Det skriver mediet Finans.dk.
Allerede i starten af 2021 fortalte Nicklas Bendtner i sit TV-program 'Bendtner & Philine', at han overvejede en investering i esport, men siden har der været stille omkring det.
Nu har danskeren dog valgt at slå til med formålet "at udvikle unge personer til sportsgrenen esport med henblik på videresalg og talentudvikling af spillere i esport-miljøet", skriver Finans.dk.
Hvorvidt Bendtners nye firma kommer til at gøre sin indtræden på Counter-Strike-scenen må tiden vise, men øjnene er i hvert fald rettet mod esport.
Nicklas Bendtner har sin fortid hos internationale topklubber i fodbold som Arsenal og Juventus, mens han også har tørnet ud for klubber som Sunderland og FCK.