jabbi: Derfor skiftede jeg til Heroic
Heroic strøg søndag helt til tops i gruppe C ved BLAST Premier Fall-gruppespillet, der i disse dage løber af stablen i BLAST-studierne i København.
Turneringen er den blot anden for jabbi i Heroic-trøjen, efter han i juli fik sin ilddåb ved IEM Cologne, hvor Heroic efter at have spillet sig gennem play-in-stadiet blev sendt ud efter to kampe. Og den 19-årige dansker er da også klar over, at det var en blandet turnering for holdet.
Starten var selvfølgelig rigtig god. Vi gjorde det rigtig godt, og vi havde været rigtig gode i den to ugers bootcamp, vi havde inden. Så det var vi alle godt tilfredse med.
Så derefter går det hele lidt galt. Der er nogle ting, der ikke er helt på, som de var tidligere, og vi spillede bare ikke særlig godt, hvilket selvfølgelig resulterer i, at vi ryger tidligt ud, og det var der ikke nogen, der var tilfredse med.
Vi ved, vi kan gøre det bedre, og vi følte bare, at det ikke var godt nok lige der.
Rimelig stor interesse
I juni blev jabbi præsenteret i Heroic som erstatning for refrezh, der i stedet blev henvist til bænken.
Dermed blev jabbi den tredje af de tidligere Copenhagen Flames-spillere, der fandt et nyt hold, efter nicoodoz og roeJ i starten af juni blev præsenteret i fnatic.
Netop roeJ og nicoodoz' skifte viste sig at være på plads allerede under majoren i Antwerpen, hvor Copenhagen Flames endte med at nå kvartfinalen. Det fortæller jabbi og løfter samtidig lidt af sløret for, at det var både danske og internationale hold.
HooXi og jeg havde det ikke så nice der til majoren. Efter vi ankommer, siger roeJ og nico, at de har valgt at sige ja til fnatic, før vi har spillet.
Det var ikke lige det fedeste, og vi havde ikke nogen tilbud eller noget, så vi gik lidt og bare jokede med, at det hele var noget lort, men det var det jo også.
Det kommer hurtigt rundt, sådan nogle ting med at “nu har de sagt ja”. Så kommer der sådan lidt interesse der. Og inden vi var hjemme derfra, så havde vi allerede lidt at kunne se til.
Så der var der begyndt at komme tilbud på dig?
Ja.
Hvordan har interessen været for dig?
Jeg vil sige, interessen har været rimelig stor. Nogen mere interesserede end andre. Nogen bare små snakke, hvor det bare lige var for at høre. Men ja, jeg vil sige, interessen var stor.
Der var både danske og udenlandske. En god blanding.
Derfor blev det Heroic
Selve detaljerne om skiftet til Heroic husker jabbi ikke meget af, fortæller han. Det hele gik lidt hurtigt. Men ikke desto mindre, så havde han ikke troet, at Heroic overhovedet var en mulighed, da det stod klart, at han ikke skulle fortsætte i Copenhagen Flames.
Da jeg fandt ud af, at nico og roeJ var smuttet, var det fedeste, hvis jeg kunne komme til Heroic. Men jeg tænkte ikke rigtigt, at det var en mulighed, fordi de lå jo top 5, og de gjorde det godt. Det var bare små ting, der skulle til, for at jeg tænkte, at de ville være der, hvor de gerne ville være.
Så du var overrasket over, at de var interesserede i dig?
Både og. Jeg snakkede lidt med Casper, og vi snakkede om alt muligt for at lære hinanden lidt at kende, og så arbejdede vi bare videre derfra. Så jeg var lidt overrasket, men det var det bedste, der kunne ske. Jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg skulle vælge.
Mens de fire andre spillere fra Copenhagen Flames alle skiftede til hold, der ikke var fuldt danske, så valgte jabbi som den eneste et hold med fuldt Dannebrog på serveren. Og det var vigtigt for ham, at kommunikationen kunne blive på modersmålet.
Men også det sociale vejede tungt.
Det er meget vigtigt for mig at have et hold, hvor jeg føler, det er nogen nice mennesker at være sammen med. Man er sammen i rigtig lang tid på et år, nærmest hele tiden. Det er ikke meget, du er alene. Så det vejer en del op. Og at det er dansktalende.
Det gør bare en hel del. Der er så mange små ting, du skal kommunikere, som der kan være lidt svært på engelsk, hvis du ikke har gjort det i lang tid. Så det var en af de rigtig større ting, siger jabbi.
Alle er videre
HooXi blev femte og sidste mand fra Copenhagen Flames til at finde et nyt sted at tørne ud. Kort inden var Zyphon skiftet til Sprout, mens vorborg havde takket ja til at blive træner hos Evil Geniuses. Og at alle er kommet godt videre, glæder jabbi.
Jeg er glad for, vi alle sammen har fundet noget, vi er glade for. Når man har snakket med de andre, lyder det til, at de også er godt tilfredse, så det er selvfølgelig mega fedt.
Det var jo ikke, fordi vi ikke ville spille sammen mere der til sidst. Der var nogle ting, der gjorde, at de sagde ja til det tilbud. Det havde de deres grunde til. Men det er nice, at vi alle er kommet et sted hen, hvor vi kan gøre det, vi godt kan lide, lyder det fra jabbi.
jabbi og resten af Heroic spiller senere denne uge knockoutkamp i BLAST Premier Fall-gruppespillet, hvor de qua deres gruppesejr er direkte i runde tre. Dermed er de én sejr fra at sikre pladsen til BLAST Premier Fall Final i Royal Arena.