Medie: BLAST står for majoren i 2023
For første gang nogensinde bliver det med al sandsynlighed BLAST, der skal afholde den første af årets to majors i 2023.
Det skriver mediet Dexerto, der fra flere kilder erfarer, at Paris er udset som værtsby.
Af de i alt 17 majors, der indtil videre har været afholdt, har blandt andre ESL, PGL, StarLadder og ELEAGUE været arrangører, men BLAST har endnu til gode at stå for turneringen.
Flere i communitiet har ellers slået på tromme for, at BLAST skulle arrangere CS:GO's ypperste turnering. Og BLAST har da heller ikke været afvisende.
I forbindelse med BLAST Premier Fall Final i Royal Arena sidste år fortalte Nicolas Estrup, der dengang var VP of Product hos BLAST og i dag er Chief Innovation Officer samme sted, at dialogen med Valve havde været der.
Og i slutningen af juli blev der så pustet yderligere liv i rygterne, da SPUNJ på HLTV Confirmed fortalte, at han havde hørt rygter om en mulig BLAST-major i 2023.
Skulle rygterne om både arrangør og værtsby holde stik, vil det desuden også blive den første major til at blive afholdt i Frankrig. Dette talte Frankrigs præsident Emmanuel Macron også varmt for i forbindelse med præsidentvalgkampen i foråret.