cadiaN viser vejen til Spodek
Der kommer helt sikkert til at være fem danskere mere, når IEM Katowice-slutspillet i den kommende weekend indtager Spodek Arena.
Det står klart, efter Heroic netop har besejret OG i dagens første upper bracket-semifinale i gruppe B ved megaturneringen.
De to hold begyndte på Inferno, hvor det var helt lige frem mod pausen. Efter sidebyttet fik vi dog Heroics velsmurte T-side at se, og danskerne tog, anført af kaptajn cadiaN, otte runder for at vinde mappet 16-10.
Herefter skulle de videre på Mirage, og her var det et slagkraftigt OG-mandskab, der begyndte bedst. Særligt nexa og NEOFRAG førte an for OG, men efter pausen bed cadiaNs tropper fra sig igen.
Særligt runde 23, hvor det lykkedes Heroic at vinde en eco-runde, skulle vise sig at blive vigtig for danskerne, der for alvor bragte sig tilbage i opgøret der.
Heroic tog nemlig de påkrævede seks runder for at vinde mappet 16-12 og dermed kampen 2-0.
Dermed er Heroic klar til gruppefinalen, hvor enten Vitality eller fnatic venter. De to hold spiller senere mandag eftermiddag.