device taler ud om utroskab
Utroskab og stress - det er nogle af de temaer, der har fyldt meget i devices liv de seneste par år under opholdet i Sverige, hvor den danske stjerne-AWP'er blandt andet spillede for NIP.
Det og meget mere har device sat ord på i et interview på YouTube.
Stressproblemerne fyldte endda så meget, at device var i tvivl om, hvorvidt han ønskede at vende tilbage til CS:GO eller ej.
Jeg var ikke engang sikker på, om jeg ville tilbage til CS eller Astralis for den sags skyld. For mig handlede det om, at jeg sgu ikke gider at have det lort og så spille - så fedt er det heller ikke. Der gik jo noget tid, inden jeg overhovedet var klar til at spille igen, og så gik der noget tid, før jeg vidste, om jeg ville spille i Astralis igen, eller hvad der lige skulle ske. Der var nogle andre projekter oppe i luften, og jeg var stadig sygemeldt.
Det er et vedvarende problem, som device altid har haft, men som blev forværret under opholdet i NIP, da han blev isoleret alene i Sverige, efter han slog op med sin daværende kæreste.
Jeg har altid haft stressproblemer, og lige siden jeg startede, har det altid været meget med maven. Jeg tror, at jeg har haft halvandet eller to år, hvor jeg bare kastede op hver anden dag på grund af stress. Det er bare presset, rejsedagene, og at du aldrig kobler af. Og så i slutningen af NIP, der endte jeg med at være alene i Sverige uden nogle venner og heller ikke kæreste eller noget. Og så begyndte jeg bare at få det værre og værre med stress, og jeg vidste ikke, hvad det var, det kørte bare på.
Utroskab i Sverige
I interviewet fortæller device, at han boede i en lang periode i Stockholm i Sverige sammen med sin daværende kæreste.
Danskeren flyttede til Sverige omkring 2018, hvorfor han altså konkurrerede under Astralis-banneret i Sverige i en række år, inden han valgte at skifte til NIP.
Der gik dog ikke særlig lang tid efter, han var blevet NIP-spiller, før han fandt ud af, at kæresten havde været ham utro med en af hans gode kammerater.
Interviewer: "Så du rykker til Sverige (skifter til NIP, red.), og to måneder efter finder du af, at hun har været sammen med din bedste ven deroppe?
device: "Ja, eller i hvert fald en af mine gode kammerater deroppe."
Interviewer: "I en længere periode?"
device: "Ja. Der var åbenbart mange, der vidste det. Jeg vidste det ikke selv. Det var meget specielt, filmagtigt, en mærkelig følelse, og det var også derfor, jeg blev isoleret deroppe (i Sverige, red.) og ligesom ikke havde noget netværk andet end NIP. "
Udover episoden med utroskab og stressproblemerne sætter device blandt andet også ord på opstarten af Astralis, hvordan karrieren startede, og hvordan han mistede to kammerater få dage inden en major.
Du kan se hele devices interview med bareen her: