Stemningen er god, forsikrer jabbi
Den 18. sæson af ESL Pro League er i fuld gang, og efter afgørelsen af gruppe A, hvor Vitality bookede den direkte plads i kvartfinalen, er turen nu kommet til gruppe B.
Den skydes i gang onsdag, hvor Heroic skal i ilden, og første modstander for det danske stjernemandskab er australske Rooster.
Dermed er det også en oplagt mulighed for at komme tilbage på sporet for Heroic, der siden sommerpausen ikke har nydt samme succes, som første halvdel af året blev sluttet af på.
Således blev det til kvartfinaleexit i IEM Cologne, mens semifinalen i Gamers8 blev endestationen for cadiaNs tropper, men trods det er stemningen stadig god, slår jabbi fast overfor Dust2.dk.
Jeg vil sige, at stemningen er god. Der er mod på det, selvom de sidste par turneringer har været lidt svære, fordi det ikke er gået, som vi havde håbet, kan man sige. Men ja, jeg vil sige, at stemningen stadigvæk er god.
Heroic sluttede første halvdel af sæsonen af med at gå hele vejen ved BLAST Premier Spring Final i Washington, hvor de i finalen besejrede Vitality, og jabbi i samme ombæring løb med MVP-medaljen.
Selvom resultaterne efter sommerpausen ikke har stået mål med triumfen i Washington, så er det ikke, fordi det nødvendigvis har været dårligt. Det handler nemlig meget om de forventninger, holdet selv har, forklarer jabbi.
Jeg synes, at vi har godt mod og tror på tingene. Resultaterne er jo ikke - set udefra - dårlige, det er jo fordi vi har så høje forventninger. Vi er jo i playoff ved hver eneste turnering. Vi når langt, og så går det jo bare galt, når vi rammer en eller anden kamp i playoff på et eller andet tidspunkt, siger jabbi.
Og den 20-årige Heroic-stjerne har da også fat i noget. Et kig på statistikkerne viser nemlig, at Heroic i hver eneste turnering, de har deltaget i, i 2023 har været i slutspillet.
Her er det blevet til fire finalepladser, herunder én samlet sejr, mens semifinalen har været endestationen tre gange. To gange har cadiaN og co. måttet tage til takke med en kvartfinale.
Men det til trods, så er der ikke et egentligt mål om hverken kvart-, semi- eller finale ved denne turnering.
Vi har ikke rigtig et resultat, vi går efter. Det er meget følelsen, vi går efter lige nu; Hvordan det føles at spille, og hvordan vi gør som hold og arbejder sammen som hold. Det er mest det, der er fokus på lige nu.
Heroic møder i første kamp i ESL Pro Leagues gruppe B australske Rooster. Vinderen af den kamp kan se frem til at møde enten Monte eller BIG, der mødes i den anden del af Heroics bracket.
Gruppen består desuden af MOUZ, ENCE, MIBR og Evil Geniuses.