
sycrone om sejren over G2: “Den slags kampe skal vi vinde, hvis vi vil løfte trofæer”
Dust2.dk ved ESL Pro League i Sverige.
Dust2.dk fangede MOUZ-træneren, sycrone, efter kvartfinalesejren over G2 ved ESL Pro League S21, hvor han delte sine tanker om kampen og den kommende modstander.
Torsdag blev den anden kvartfinale spillet i Stockholm. Kort forinden havde Spirit spillet sig videre mod Eternal Fire, og efterfølgende skulle opgøret mellem MOUZ og G2 afgøres.
Efter en snæver sejr over G2 var det en adrenalinfyldt sycrone, der fortalte om kampens forløb fra MOUZ’ perspektiv. Kampen startede klokken 20:15, men sluttede først tre timer senere, da MOUZ besejrede G2 med 2-1.
Det ender med at blive en rigtig lang kamp. Jeg kan godt mærke følelserne lidt, især mod slutningen. Jeg kan også forstå på playerloungen, at der var både G2-folk, MOUZ-folk, kærester og andet, der var helt oppe at køre i løbet af kampen. Det var lidt den samme følelse på serveren, at det var en intens kamp, fortæller sycrone og fortsætter:
Jeg føler, at det kunne være gået i hvilken som helst retning, især på det tidspunkt, hvor vi taber en 4v2. Nu tabte vi et par stykker af dem, men især den på A-site på Ancient. Vi sidder også lidt med følelsen, imens vi spiller runden, og det er måske der, det hele taget går galt, at vi er på vej til at tabe runden nu. På en eller anden måde, så bevarer vi roen, og det er sådan en kamp som den her, som man har brug for at skulle kunne vinde, og lukke, hvis man skal spille med om trofæerne, og jeg er super glad for, at vi gør det i dag.
MOUZ har vundet alle deres kampe i Sverige bortset fra en enkelt mod Vitality i turneringens andet stadie.
Med en ny IGL i Brollan og en ny spiller i Spinx har holdet stadig brug for tilvænning. sycrone er dog tilfreds med holdets kvalitet under turneringen i Stockholm, hvor de især i én kamp viste deres styrke:
I den her turnering har vi vist lidt kvalitet i nogle af vores kampe, især i Liquid-kampen. Sådan en dag som i dag, selvom den er meget hektisk og kunne være gået begge veje viste vi lidt mentalt overskud. Vi snakker meget om at bevare fatningen, og bare dykke ned i vores egen boble, og grinde derudad, og ikke være så påvirket af, hvad de andre gør. Vi fokuserer meget på os selv og føler, at en kamp som i dag, så lykkes vi igen med at gøre det. Ellers ville vi slet ikke vinde til sidst på Ancient. God turnering, indtil videre.
Mødet med de bedste
sycrone lægger ikke skjul på, at to hold skiller sig ud fra resten – og det er netop dem, MOUZ skal måle sig med. Derfor ser han semifinalen som en vigtig test for holdet.
De har allerede mødt et af holdene under ESL Pro League i denne sæson, da de tabte til Vitality. Nu møder de så Spirit på lørdag.
For os har et af vores delmål for den her turnering været at håbe på, at vi kunne få lov til at spille os lidt op mod de to store, som vi ser i Spirit og Vitality.
Nu har vi så mødt Vitality tidligere. Nu står den på Spirit, og jeg føler, at det er lidt det samme. Selvom de spiller anderledes stil, så er det lidt det samme niveau, de lægger for dagen. Nu ved vi efter vores Vitality-kamp, at det kræver lidt mere, og vi ved, hvad det kræver. Det har vi italesat og snakket meget om som hold, så jeg håber på en god kamp i morgen. Det ville være stort, hvis vi kunne spille tæt mod Spirit eller vinde.
MOUZ spiller lørdag den tidlige semifinale mod donk og Spirit, hvilket er en gentagelse af semifinalen fra majoren i Kina. Dengang var det et MOUZ-hold uden Spinx og Brollan som IGL.