s0mmer ses her til højre i billedet

Ekspertvurdering: Udskiftninger på vej hos POWER Ligaen-hold?

s0mmer og Zeas, der kommenterer POWER Ligaen hver mandag, laver en midtvejsstatus på den igangværende sæson af POWER Ligaen.

Efterårsferien og transfervinduet er over os.

Derfor bliver der som bekendt ikke spillet nogle kampe i POWER Ligaen, hvorfor det er oplagt at lave en stor status på den igangværende sæson, der har budt på skuffelser og overraskelser.

I denne artikel dykker s0mmer og Zeas, som hver mandag aften kommenterer Danmarks førende liga, ned i den første halvdel af sæsonen.

Stor, stor skuffelse

Inden denne sæson gik i gang spåede Dust2.dk, at Exzentriq United var en af holdene, der var joker til at komme i slutspillet.

Det kan være, at vi skal tage ordene i os igen, for larsens tropper har virkelig ikke imponeret, og det er POWER LIga-eksperterne også ret enige i.

Exzentriq United har været sæsonens største skuffelse i POWER Ligaen. På trods af deres stærke mandskab havde vi forventet meget mere af dem. Det virker, som om holdet har givet lidt op, fordi tingene ikke fungerer for tiden. At larsens utilfredshed er blevet offentliggjort på X, undrer os, udtaler s0mmer og Zeas.

De er rent faktisk et problem

Der er dog derimod et hold, som virkelig har vendt alles forventinger på hovedet.

Mixholdet IMA PROBLEM ligger på en flot andenplads med halvdelen af sæsonen spillet, hvilket ikke gør det helt usandsynligt, at de slutter sæsonen omkring slutspilspladserne.

IMA PROBLEM er det hold, der har overrasket os mest. Vi vidste forinden ligaen, at det er et mixhold, men også at det er nogle spillere, som har et godt kendskab til hinanden, fortæller kommentatorerne og fortsætter:

notaN og vester er efterhånden fast inventar i ligaen og har spillet strålende indtil videre. At holdet også går ind og leverer sejrer over f.eks. Astralis Talent, XI og Exzentriq United - de sidste to relativt komfortabelt - havde vi egentlig ikke forventet. Hvis holdet kan holde stimen kørende, kunne det godt ende med en slutspilsplads.

Udskiftinger på vej?

Man kan ikke komme udenom - som også blev nævnt før - at larsen og kompagni har langt fra leveret, hvad der var forventet af dem.

Da Dust2.dk spurgte s0mmer og Zeas, hvilket hold de godt kunne forestille sig lave udskiftninger i transfervinduet, virkede Exzentriq United som det mest sandsynlige.

Det er svært at sige noget om, hvorvidt nogle hold burde lave udskiftninger, men udefra set virker tingene ikke til at spille i Exzentriq-lejren. De har utroligt dygtige spillere på holdet, men de har slet ikke fundet bølgelængden.

larsen kommer med en masse erfaring, og det er måske mere et spørgsmål om at tro på projektet, give det tid og at sætte sig ned og arbejde med problemerne. At Larsen så går på X og hakker sit hold i jorden, er måske et tegn på manglende tillid til projektet.

Farvel og tak

MASONIC Academy har måske allerede gjort mere, end de fleste havde forventet, da akademiholdet formåede at hive point mod Exzentriq United.

På trods af den flotte sejr er det svært at komme udenom, at holdet stadig er det oplagte bud på en direkte nedrykker - men erfaringen er god at få med.

MASONIC Academy er vores bedste bud, hvilket også var vores tanker, inden ligaen gik i gang. Vi er vant til at se MASONIC være med, hvor det er rigtig sjovt, dog i denne sæson faldt POWER Liga-pladsen på akademiholdet, som resultatmæssigt har været en for stor mundfuld for dem.

Holdet har ellers vist gode takter - endda med en sejr over Exzentriq - og med blaqs fokus på talentudvikling, er der helt sikkert faldet en masse erfaring af, som kommer spillerne til gavn fremadrettet.

Vi ses i slutspillet!

Sashi, Astralis Talent og Atlantic er hold, som s0mmer og Zeas mere eller mindre ser som fast inventar i slutspillet for denne sæson.

Der er dog fire pladser i slutspillet, og den sidste plads kommer til at stå mellem IMA PROBLEM og XI, spår POWER Liga-kommentatorerne.

Sashi, Atlantic og Astralis Talent virker som de hold, der står stærkest til slutspilspladserne. Den fjerde plads er på vippen mellem XI og IMA PROBLEM, hvor IMA PROBLEM på nuværende tidspunkt har tre point mere end XI. Der er dog stadig en masse kampe tilbage endnu, og vi tror på, at IMA PROBLEM sagtens kan gå hen og overraske. De vandt også deres seneste opgør mod XI ret stort og har nogle spillere, som viser højt individuelt niveau.

Når man overvejer, hvem der skulle ende med pokalen, ser det ud til, at SASHI har fundet den rette kombination af spillere, trænere og faciliteter. De har leveret et utroligt højt niveau i ligaen, som vi tidligere har set fra Astralis Talent de to forrige sæsoner.

Hvem drager fordel af CS2?

På den anden side af transfervinduet er planen, at POWER LIgaen - og alle de andre divisionere - skifter CS:GO ud med Counter-Strike 2.

På den korte bane er det måske noget, som favoriserer IMA PROBLEM, men på lang sigt burde Sashi virkelig drage fordel af ændringen.

På kort sigt kunne lanceringen af CS2 være en fordel for IMA PROBLEM. Som et mix-hold, der dedikerer mange timer til spillet, fokuserer man måske primært på det, der fungerer på et individuelt niveau.

Holdmæssigt har man dog ikke en defineret meta eller strategi for spillets tilgang, som kan tage tid. På den lange bane tror vi at det vil være en fordel for Sashi, da de har Rejin og HUNDEN i ryggen, som om nogen har været med til at diktere meta’en og har været med på et absolut topniveau.

POWER Ligaen vender tilbage den 23. oktober.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.