Heroic falder inden arenaen
Kvartfinalen blev endestationen for Heroic ved BLAST Premier Fall Final 2023 efter et 2-0 nederlag til Cloud9.
Ingen danske hold kommer til at træde ind på scenen foran de tusindvis af danske fans, når dørene til Royal Arena åbner i morgen, lørdag.
Det er den triste virkelighed.
Der var chancer
Måske lidt overraskende fik Heroic lov til at vælge Nuke som mappet kampen skulle starte på. Et map, som Cloud9 kun har spillet en enkelt gang de sidste tre måneder, og som de tidligere har haft som deres "perma-ban".
Det så da også ud til at være Heroic, der var mest komfortable i købsrunderne, men da Cloud9 vandt begge pistolrunder og samtidig formåede at konvertere de næste runder, så var det op ad bakke for de danske spillere.
I begge halvlege måtte de kæmpe sig tilbage ind i kampen, og mange runder kogte ned til 1v1-situationer, men til sidst var opgaven for stor og Cloud9 kunne lukke mappet 13-11.
Selvom Heroic tabte mappet, så lavede Zyphon en god ansøgning til en fastansættelse hos Heroic. Han skød 26 på 24 runder, hvilket var flest kills af alle spillere på serveren, og endte mappet med en rating på 1,39.
Herefter havde Cloud9 valgt at kampen skulle ud på Inferno, hvilket Heroic heller ikke kunne være helt utilfredse med, men endnu en gang var det russerne, der vandt pistolen og fik lov til at få en god start.
Og her var Cloud9 noget mere sikre på mappet, og det blev derfor sværere for danskerne at hente dem, da de først var kommet foran.
Boombl4 manøvrerede sit hold flot rundt om Heroicspillerne på T-siden, og med en 9-3 halvleg til Cloud9 var det ikke muligt for danskerne at vende kampen i tide.
Sidste kamp for cadiaN
Derfor ender vi desværre med ikke at have nogen danske hold til at repræsentere os i Royal Arena i morgen, lørdag, når semifinalerne skal spilles foran tusindvis af danske tilskuere.
Det betyder også, at det var den sidste kamp for cadiaN i Heroic-trøjen og et spændende kapitel i dansk Counter-Strike historie er endegyldigt lukket.
karrigan bliver eneste danske spiller, man kan klappe ad på scenen, medmindre BLAST sørger for et hold af lokale helte til en showmatch.