br0: "Drømmen er en major"
Søndag aften blev br0 og resten af Monte-mandskabet kåret som vinderne af ESL Challenger Jönköping, og i den forbindelse har Dust2.dk fanget det danske stortalent.
Den 21-årige rifler leverede en magtpræstation i finalen, da han var en afgørende faktor i Montes 2-0-sejr over Eternal Fire. Og det føltes også også skønt endelig at vinde en turnering, fortalte br0 til Dust2.dk.
Det føles skønt endelig at få sat en førsteplads blandt vores andre gode resultater.
Nu er der ligesom kommet hul på bylden, så hvor meget betyder den sejr for jer? Er det starten på mere?
Bestemt. Vi er alle ivrige efter mere og vores ambitioner er sky high, dermed føler vi i øjeblikket ingen barriere på vores vej. Sejren i sig selv er selvfølgelig god, selvom turneringen ikke er så prestigefyldt ift. vores nuværende rangering. Med det sagt, så er det også skønt at hive trofæet hjem som “favoritter”.
br0 kom til Monte i juli, hvor han blev hentet som en erstatning for holdets tidligere stjerne BOROS, der satte kursen mod Falcons og Saudi-Arabien.
Siden br0 kom på holdet tilbage i sommers, er danskerens niveau kun blevet bedre fra turnering til turnering, og det er der flere grunde til.
Jeg føler, at min rolle på holdet er blevet fastlagt. Jeg har tilpasset mig både inden- og udenfor spillet - tilvænningen var svær, specielt pga. den anderledes arbejdsstruktur, dermed dynamikken af hele holdet og stilen af CS, fortæller br0 og tilføjer:
Nu føler jeg mig rigtig komplet på holdet, og føler jeg kan shine igennem og vise mine evner.
Overgearet ved tanken om major
Monte-mandskabet er jævnligt blandt verdens ti bedste hold på verdensranglisten, men det er ikke alle tier 1-turneringer, som de spiller med i.
Men nu har br0 og kompagni i hvert fald bevist, at de er bedre end tier 2, og det er også den samme følelse, som danskeren sidder med.
Vi føler, at vi hører til i tier 1 - der er ikke nogle, hold vi frygter, tværtimod tror jeg der er flere hold, der frygter os. Jeg ved, at vi er i stand til at trænge igennem og forblive fast - så det er bare et spørgsmål om tid.
Til marts bliver Royal Arena genåbnet på ny for alle de danske CS-fans, når den allerførste CS2-major skal afvikles på dansk jord.
På papiret burde Monte ikke have problemer med at kvalificere sig til selve turneringen. Dust2.dk spurgte derfor indtil, hvor langt br0 regner med, at de kan nå til majoren.
Vores forventninger er helt sikkert, at vi går til majoren og er en farlig konkurrent over for alle. Vi ved, at vi under de fleste omstændigheder kan nå slutspillet. Om vi så går til slutspillet eller ej, så ser jeg os selv have rigtig gode chancer i alle opgør.
Majoren bliver som sagt ikke bare afviklet hvor som helst - den skal for første gang spilles i Danmark, mere præcist København.
Der er derfor også en mulighed for, at br0 får chancen for at spille på scenen i sin hjemby, hvilket gør danskeren overgearet bare ved tanken.
København eller ej så er drømmen en major - prikken over i’et er selvfølgelig lokationen og ja, det vil betyde virkelig meget for mig at kunne spille i København. Det er 100% på min bucketlist og ville være fuldstændig surrealistisk, og jeg bliver overgearet ved tanken, slutter br0.