"Jeg tror, at jeg prøvede at hænge fast og holde ud i for lang tid"

aizy er den næste mand på vores liste.

Indtil juleaftensdag åbner Dust2.dk hver dag en ny låge i vores julekalender, der er en liste over de 24 bedste danskere i hele CS:GO's levetid.

På vores liste har vi taget højde for både succes, antal aktive år og individuelt niveau i den rolle, man udfylder.

Det betyder blandt andet, at selvom en IGL måske ikke har det højeste mekaniske niveau og de bedste statistikker på HLTV, kan han stadig blive vurderet højt, idet hans evne til at læse spillet kan være sublim.

Listen er lavet af tre af Dust2.dk's journalister og afspejler deres subjektive mening. Du er meget velkommen til at dele din i kommentarfeltet.

Nummer 13: Internationale tophold var vejen frem

Indtil videre har størstedelen af spillerne i vores julekalender fået deres store gennembrud i dansk Counter-Strike, men det har ikke i samme grad været gældende for nummer 13 på listen.

Næste mand i rækken er nemlig 27-årige aizy, der har været forbi både danske og internationale tophold i sin karriere.

aizy fik for alvor sit gennembrud i CS:GO med det nordiske hold Xapso, der som den eneste anden dansker også talte cadiaN.

Med holdet kvalificerede aizy sig nemlig til den allerførste major i CS:GO, og selvom Xapso røg hurtigt ud, fik de to danskere alligevel vist glimt af, hvad fremtiden ville bringe for dem.

aizys internationale ophold fik dog en pause herefter, da han sammen med MSL, gla1ve, Pimp og raalz tog til 3DMAX. Her gik holdet også hele vejen til en major, men igen uden at levere de helt store resultater.

Derfor byttede aizy også 3DMAX ud for Dignitas, da muligheden bød sig i 2014, og her kom han til at danne hold med de kommende Astralis-stjerner og rivaler, device, dupreeh og Xyp9x.

Sammen med Dignitas gjorde aizy da også skade, og holdet gik helt til semifinalerne til ESL One Cologne 2014, som var spillets tredje major. Holdet blev dog ikke sammen, og ti måneder efter device, dupreeh og Xyp9x smuttede til TSM, forlod aizy også Dignitas.

Her blev han nemlig købt ud af sin kontrakt af G2, hvor han dannede hold sammen med blandt andre rain og jkaem. Det varede dog kun to måneder, for i januar 2016 blev hele holdet købt af FaZe.

Faktaboks

Dansk talent - nut nut

Jeg tror, at jeg vælger det lidt nemme valg og nævner nut nut fra mit hold. Der er selvfølgelig en del at vælge, blandt andre n1xen, men hvis jeg skal bryde den lidt, så må jeg sige nut nut.

nut nut har et sindssygt aim og en god attitude, og det kan jeg sige af erfaring, at du kommer langt med som et talent. Han mangler dog stadig en del erfaring, og der har han både HUNDEN og mig, som kan lære fra sig.

aizy var altså blandt de første fem FaZe-spillere nogensinde, og det holdt i et års tid. I starten var resultaterne ikke just noget at råbe hurra for, men mod slutningen af aizys ophold, begyndte FaZe faktisk at gå længere i turneringerne.

I 2017 var det dog slut, da aizy skiftede til FCK's North, som han kom til at tilbringe en stor del af sin karriere hos.

Tilbage til dansk Counter-Strike

Fra februar 2017 til november 2020 var aizy en del af Norths Counter-Strike-hold, og her var de faktisk imponerende i perioder. Med North blev det nemlig til fire trofæer i henholdsvis DreamHack Open Valencia, DreamHack Open Tours, DreamHack Open Montreal samt den store DreamHack Masters Stockholm.

I sidstnævnte besejrede North endda ærkerivalerne Astralis i finalen.

Generelt i de mere end tre et halvt år med North var det dog ikke meget, løverne lå over Astralis på verdensranglisten og gik længere i turneringerne. Der var dog en periode i september 2017, hvor løverne faktisk lå øverst blandt de danske mandskaber, men det var ikke længe.

aizy var dog selv stabil gennem størstedelen af sin tid med North og lå med en gennemsnitlig rating på 1.05 i de mange år, har tilbragte med holdet.

I november 2020 blev aizy dog bænket og sat til salg i North, og lige siden har succesen på topniveau været fraværende.

I de seneste par år er det nemlig primært blevet til kortere ophold, primært sammen med MSL, og med en blanding af nyere og prøvede kræfter. Fra marts 2021 og til april 2023 var aizy gennem både HYENAS, South, Tokyo Revengers og NtK, indtil han landede, hvor han er nu.

Siden april 2023 har han nemlig tørnet ud for POWER Ligaen-holdet Sashi. Selvom det har været på et lavere niveau end tidligere, har aizy dog nydt succes og vandt tidligere i december den 24. sæson af POWER Ligaen.

Selvom aizy lige nu tørner ud i de nationale rækker i Danmark, så kan man ikke tage fra ham, at han har været med i toppen af dansk og international Counter-Strike længere end de fleste.

Med hold som Dignitas, G2, FaZe og North på CV'et og med flotte præstationer på alle holdene, er der heller ingen tvivl om, at han fortjener en plads på listen over de bedste danske CS:GO-spillere. Mens de seneste år dog ikke har været noget at råbe hurra for, så ser det ud til, at det har virket at tage et eller to skridt tilbage, og at han nu er på vej fremad igen med Sashi.

aizy åbner op om tiden efter North

Allerede i en ung alder fik aizy øjnene op for det spil, der i de seneste mange år har været hans levebrød, nemlig CS:GO.

Når der skal sættes ord på, hvorfor det lige netop blev Counter-Strike, der fangede danskerens interesse, er svaret da også klar.

Jeg har altid spillet CS, lige siden jeg var helt lille, så der har altid været en stor kærlighed til spillet. Jeg tror mest, at det var det taktiske aspekt af spillet, som gjorde, at jeg blev afhængig af spillet, og så tror jeg også bare, at den konstante udvikling i spillet, var super spændende at være en del af.

Igennem en karriere, hvor aizy i mange år var en del af verdenseliten, har der selvfølgelig været både op- og nedture med på vejen. Ifølge riffelspilleren bliver højdepunkterne dog kun bedre af, at man også har været nede en gang imellem.

Jeg synes, det er svært at sige. hvad der er det største CS:GO-minde. Der er mange gode og mange knap så gode, men alt har sin charme. De gode minder bliver jo kun bedre, når der også er dårlige minder inde over, hvis du spørger mig.

Men hvis jeg absolut skal nævne et event, så må det nok være at vinde over Astralis i DH Stockholm. Det var vores største event at vinde, og så blev det jo bare lidt bedre, at det var over vores “rivaler”.

Mens højdepunkterne har været mange, så kigger aizy særligt tilbage på en tidsperiode som det værste minde fra karrieren.

Jeg vil sige, at dette minde er lidt bredt, da det både er i spillet og uden for spillet - men svaret er helt klart coronatiden.
Jeg tror, de fleste kan skrive under på, hvordan den tid var, i hver deres sted. For mig var det den mest stressende tid i min CS-karriere, og jeg tror, at jeg prøvede at hænge fast og holde ud i for lang tid - og det resulterede i, efter bænkningen i North, at jeg var så træt af spillet, og det liv vi levede under coronatiden.

Jeg tror, at hvis man spørger de fleste professionelle CS-spillere, så kan de skrive under på, at man lever meget som en robot - især i de travle perioder. Så det resulterede også i, at mit stress egentlig først ramte mig næsten et år efter North, hvilket også var grunden til, at jeg var ude i den tid, jeg var ude.

Sådan ser Dust2.dks julekalender over de bedste danske spillere ud indtil videre:

#1(Med 1 svar)
12. december 2023 kl. 17:09
JaySomz
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Det er stærkt arbejde! Jeg havde dog nok set et par af navnene over aizy, selvom han har været med i mange år. Jeg synes dog han mangler at vinde noget for at skulle ende over især Kjaerbye og TeSeS.
#2(Med 0 svar)
12. december 2023 kl. 17:29
sirr
Støttet Dust2.dk med 1 julekugle i 2019
God pointe. Den er jeg egentligt enig i. Personligt så jeg også es3tag over ham - men den står nok for min egen regning 😁
#3(Med 0 svar)
12. december 2023 kl. 18:12
Hippi
Sølv Sæsonkort Sæson 15
Sølv Sæsonkort Sæson 16
No way aizy over kjaerbye xd
#4(Med 0 svar)
13. december 2023 kl. 09:53
wake
Kage fra Dust2s 1års fødselsdag
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Forstår heller ikke han ligger så højt tbh? Dommer 😅
#5(Med 0 svar)
13. december 2023 kl. 23:31
Frankyou
Jeg kan næsten ikke vente med at se, hvem der ligger nr. 1 på denne liste 😉 Fed gennemgang af de forskellige spillere og velskrevet på samme tid. Jeg kan ikke lade være med at blive helt nostalgisk. Joiner koret her i tråden, som nok er lidt skeptiske overfor placeringen af aizy som 13. over både knægte alm TeSeS, Kjærbye og i princippet vel også en aimer som Røj. Hul i det. Vi moser videre mig 12.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.