Spillede FACEIT tre dage i streg: Blev bannet i 24 timer
Det er velkendt, at der skal grindes, hvis man gerne vil blive den bedste. Men det kan også blive for meget.
Det må den 20-årige amerikaner Slugy sande, efter han tidligere på ugen fik 24-timers ban på FACEIT. Det fortæller amerikaneren selv på X.
Årsagen var, at han ganske enkelt havde spillet for meget. Mere præcist havde han spillet tre dage i streg og nåede svimlende 78 kampe i træk på FACEIT.
Den lange stime begyndte natten til den 15. januar klokken 3.51 dansk tid, og herfra tog det fart. Sidste kamp var onsdag eftermiddag dansk tid, inden FACEIT altså trak i håndbremsen. På de 78 kampe nåede han at vinde 49 kampe, mens det blev til 29 nederlag.
Det mest spillede map for den 20-årige amerikaner, som har en fortid hos amerikanske tier 2-hold som Mythic, Limitless og Northern Forces og har spillet Fragadelphia med mixholdet Apeks Legends, var Mirage, som han spillede 26 gange.
Slugy har efterfølgende været på X igen, hvor han torsdag morgen skrev, at han nu var klar igen.
Har sovet 10 timer og føler mig som superman lige nu. Bare ærgerligt jeg ikke kan spille FACEIT, haha, skrev han i opslaget.
Slutteligt kan det også nævnes, at han efter de mange kampe havde tabt godt 16 elo.