Preasy-ejer får kritik: Skylder titusindvis af kroner til elkunder
Inden længe skal Preasy-mandskabet i aktion til RMR-turneringen i Rumænien, hvor de eftertragtede major-pladser er på spil. To dage op til de afgørende kampe sker der ting og sager i baglandet.
Michael Hertz, som er ejer af Preasy og elselskabet Energive, er nemlig blevet udsat for en del kritik på grund af det sidstnævnte selskabs manglende tilbagebetalinger.
Det skriver Ekstra Bladet.
Det danske medie har nemlig været i dialog med tre utilfredse Energive-kunder, der beretter, at de ikke har modtaget tilbagebetalinger på tusindevis af kroner fra Energive.
Mere præcist fortæller de tre kunder til Ekstra Bladet, at Energive mangler at udbetale dem knap 15.000, 20.500 og 25.500 kroner.
Ifølge kunderne, der også beretter, de har oplevet dårlig kundeservice og manglende svar, så har Energive ikke betalt deres regninger hos et andet elselskab, hvorfor de overgik som kunder til det andet selskab.
"Jeg er knust lige nu"
Udover at være kendt for at være iværksætter og stifter af Preasy, har Michael Hertz også spillet en politisk rolle de seneste par år.
Preasy-ejeren stillede nemlig op som folketingskanditat for Moderaterne i Sjællands Storkreds under folketingsvalget tilbage i 2022.
Og netop derfor er medierne ude med riven efter ham.
Sådan lyder det i hvert fald fra en knust Michael Hertz, da Dust2.dk spurgte om en kommentar på Ekstra Bladets artikel.
Det er simpelthen modbydeligt og decideret forkert. Og jeg er knust lige nu. Den (artiklen, red.) er skrevet grundet mit kandidatur i Moderaterne, og det er af min overbevisning, at det handler om at ramme dem igennem mig, skriver Michael Hertz til Dust2.dk og fortsætter:
Det handler ikke om forretningen i sig selv, for vi er måske det firma med færrest manglende tilbagebetalinger i Danmark, og et emne der er blevet debatteret hæftigt i medierne, men fordi at jeg har været kandidat, kører man den. Det er min overbevisning - og det kan få fatale konsekvenser! Det er jo en anden forretning end esporten, som har sit eget liv, men derfor er jeg jo stadigvæk ejer, slutter Preasy-ejeren.