XYP9X STOPPER I ASTRALIS
Xyp9x og Astralis går hver til sit.
Det skriver organisationen mandag på sin hjemmeside.
I dag siger vi farvel til en legende, da vi skilles med Xyp9x, som snart skal tage imod en ny udfordring.
Vi er stolte af at have været en del af din fantastiske rejse, Andreas, og vi kan ikke vente med at se, hvordan du vil vokse endnu mere som en del af Counter-Strike-scenen, skriver Astralis blandt andet.
Xyp9x har været en del af Astralis siden starten af organisationen tilbage i 2016 og har været med til at vinde alt, der er værd at vinde, med den danske organisation.
De sidste par år har dog ikke været nemme for 'Clutchministeren', og efter Astralis' nedtur, da de missede majoren i Paris i 2023, blev han degraderet til Astralis Talent, hvor han spillede med det unge hold i en periode.
I sommeren 2023 var det dog slut, og lige siden har Xyp9x været bænket i Astralis.
Den danske spiller skrev under på en ny kontrakt tilbage i 2021, som ville have holdt ham i Astralis helt frem til 2025.
Xyp9x siger farvel
Også Xyp9x selv har reageret på at skulle skilles med Astralis.
I et opslag på X takker 'Clutchministeren' for tiden i organisationen. Xyp9x teaser dog også for, at han allerede har sit næste projekt på plads, selvom det ikke bliver uddybet mere end det.
Mens jeg begiver mig ud på et nyt lovende projekt fyldt med potentiale, har jeg den samme spænding og forventning, som da jeg først blev en del af denne organisation, skriver danskeren i sit opslag.
Xyp9x nåede svimlende 1369 maps med Astralis' førstehold, men nu er den tid altså slut, da han kigger frem mod nye eventyr.