ZywOo forlænger for tredje gang
ZywOo har i over fem år tørnet ud for Vitality, og det kommer den franske superstjerne til at fortsætte med de næste to år.
Vitality-stjernen har nemlig sat sin underskrift på en kontraktforlængelse med den franske organisation, så han nu bliver i Vitality frem til udgangen af 2026.
Det har Vitality annonceret tirsdag formiddag.
Jeg har altid set Team Vitality som en familie, hvor jeg kan blomstre og udvikle mit fulde potentiale. Jeg føler, der er en stærk følelse af enhed, det er mit andet hjem. Jeg ville også blive, fordi jeg stærkt tror på vores projekt, på mit hold. Jeg synes, vi har et fantastisk hold, lyder det blandt andet fra ZywOo i annonceringen.
Den 23-årige stjerne blev i oktober 2018 præsenteret som en del af det nye franske powerhouse, der desuden talte apEX, NBK-, Happy og RpK.
Siden har ZywOo to gange forlænget sin kontrakt, senest i 2020, hvor han skrev under på en kontrakt til og med 2024, og nu altså også til og med 2026.
I sin tid i Vitality er han blevet kåret til verdens bedste spiller tre gange, mens han to gange er blevet nummer to. Trofæskabet tæller desuden 18 MVP-medaljer, mens han også har vundet en major samt flere andre store trofæer.
Vitality er:
-
ZywOo
-
apEX
-
flameZ
-
Spinx
-
mezii