Elimineringstid i Pro League
Dagens program i ESL Pro League byder på intet mindre end fire elimineringskampe, mens Astralis kan skyde sig direkte i kvartfinalerne.
Den mest spektakulære elimineringskamp står mellem Falcons og G2, der begge har skuffet fælt i gruppespillet.
Både Falcons og G2 blev slået i lowerbracket af TheMongolz i to katastrofale kampe. Det så særlig skidt ud for G2, der tabte 4-13, 7-13.
I lowerbracket tabte Falcons til BetBoom, mens G2 måtte se sig slået af verdens nummer 42, M80, i en tæt overtidsduel.
De står derfor nu i gruppens Last Chance-stadie, hvor de, som navnet antyder, får en sidste chance for at nå slutspillet og ikke mindst rette en smule op på katastrofen.
Mens Falcons og G2 dyster om overlevelse, tager Virtus.pro imod fnatic i gruppens anden elimineringskamp.
Virtus.pro havnede i lowerbracket efter et nederlag til netop fnatic, er løb med en snæver 2-1-sejr, og blev siden sendt i Last Chance-stadiet af FaZe.
Selvom fnatic formåede at slå Virtus.pro i åbningskampen, røg de dog hurtigt samme vej, da de tabte først til 3DMAX og dernæst til Eternal Fire.
Nu skal de forsøge at gentage successen fra åbningskampen, når de atter står overfor James tropper.
Dagen byder på yderligere to elimineringskampe, når TYLOO skal op imod M80, og majorkvartfinalisterne fra Eternal Fire møder portugisiske SAW.
Eternal Fire er havnet i Last Chance-stadiet efter nederlag til Astralis og FaZe. Hvis de tager sejren mod SAW, kan de se frem til at møde vinderen mellem Virtus.pro og fnatic i kampen om en plads i slutspillet.
Astralis kan nå kvartfinalen
Den eneste kamp, hvor det ikke gælder overlevelser, står mellem Astralis og franske 3DMAX, der kæmper om en plads direkte i kvartfinalerne i gruppefinalen.
Taberen af opgøret starter en runde tidligere i slutspillet, og skal dermed vinde en kamp mere for at komme i kvartfinalen.
Astralis har slået Eternal Fire og FaZe på deres vej til gruppefinalen, mens 3DMAX har nedlagt SAW og fnatic for nu at stå overfor danskerne.