Esports-OL i Saudi-Arabien rykker nærmere
Det var en formsag, da der tirsdag var møde i IOC (Den Olympiske Komité, red.), og det gik uden slinger i valsen.
I en video på X kan man se afstemningen, hvor ingen stemte imod, og således blev det officielt vedtaget at skabe De OIympiske Esports-lege.
Det blev allerede meldt ud for et par uger siden, at IOC og Saudi-Arabiens NOC (Nationale Olympiske Komité, red.) havde indgået en aftale om at afholde det første esports-OL i ørkenstaten i 2025, og det blev formaliseret på IOC-forsamlingen tirsdag.
Hvorvidt CS2 bliver en del af programmet næste år er stadig uvist. Efter den formelle vedtagelse tirsdag begynder det praktiske arbejde i form af udpegning af værtsby, tidsplan for legene, spiltitler og så videre.
Der har tidligere været afholdt noget lignende esports-OL, da der i 2023 var Olympic Esports Series i Singapore. Her skulle der dystes i blandt andet bueskydning, skak og dans, mens Counter-Strike blev forbigået.