TYLOO misser majoren i Kina
Når man snakker om kinesisk Counter-Strike, så kan man ikke undgå at snakke om TYLOO.
Den kinesiske organisation, der har siddet på toppen af den nationale scene i mange, mange år, er ikke lykkedes med at kvalificere sig til majoren på hjemmebane, når Perfect World til december afvikler årets anden major i Shanghai.
TYLOO måtte gennem den lukkede kinesiske kvalifikation til den asiatiske RMR, og her spillede de sig også ubesværet til finalekampen.
Men i sidste og afgørende opgør kom de til kort mod Rare Atom, som de havde slået tidligere i kvalifikationen, og da der kun var en enkelt plads i RMR'en at spille om, så kommer majoren i Shanghai altså til at blive uden TYLOO.
Om det var nerver, der spillede ind, ved vi ikke, men det var erfaringen, der slog ungdommen i finalekampen. For mens TYLOO har fremtidssikret sig med et hold, hvis aldersgennemsnit ligger på 21 år, så har Rare Atom satset på velkendte kræfter. Her trækker somebody og kaze på 29 og 30 år holdets gennemsnit op på 26.