ECSTATIC slår TSM og er 3. bedste danske hold, ifølge Valve
Det kører i øjeblikket for ECSTATIC.
Efter organisationen tilføjede TMB til truppen har holdet vundet 9 ud af 13 kampe, heriblandt over større organisationer som NIP, BIG og Into the Breach.
Det seneste hold, der måtte føle ECSTATICs momentum, var TSM tidligere på aftenen. Her blev det til en 2-1 sejr til ECSTATIC, og det resultat gjorde, at de to hold har byttet pladser på Valves verdensrangliste.
HLTV har en udgave af ranglisten, der bliver opdateret efter hvert resultat, og her har ECSTATIC i skrivende stund sneget sig op på en 44. plads efter sejren, mens TSM er faldet til 48. Lige efter dem ligger Sashi på en 50. plads.
Det betyder, at ECSTATIC nu er det 3. bedste hold med en dansk kerne på Valves rangliste. Der er stadig et godt stykke op til Astralis og Falcons, der henholdsvis indtager 15. og 16. pladsen.
Kigger man på HLTVs verdensrangliste, så er der stadig et godt stykke op for ECSTATIC. Her er de som nummer 65 det femte bedste danske hold efter Gaimin Gladiators (#60), TSM (#45), Sashi (#36), Astralis (#18) og Falcons (#16).
Det var en god dag på kontoret for ECSTATIC, der startede dagen ud med at slå et amputeret NIP-mandskab i CCT Season 2 Europe Series 13.