MOUZ tog fusen på Vitality
Der var lagt op til et brag af en kamp, i dagens anden og sidste kvartfinale i IEM Rio. Et opgør som stod mellem Vitality og MOUZ.
Og lad det være sagt med det samme. De to giganter skuffede ikke. De to hold leverede en flot og intens kamp, hvor et tredje og afgørende map skulle i spil, inden en vinder var fundet.
Braget åbnede på Mirage, som MOUZ havde valgt til anledningen. Her kom Vitality bedst fra start, på CT-siden, hvor de tog en pauseføring på 9-3. Efter sideskiftet sikrede mezii pistolrunden til Vitalitys fordel, og det sikrede mere eller mindre ham og Vitality-holdet det første map.
End ikke fire vundne runder til MOUZ kunne ændre på dette. Det endte 13-7 til Vitality på Mirage, og med afgørelsen på det første map, var det tid til Vitalitys mapvalg, Nuke.
Her var det MOUZ, der kom bedst fra start. På CT-siden åbnede de med at vinde de første seks runder. Først derefter begyndte Vitality, at pynte lidt på stillingen. 7-5 til MOUZ ved sideskiftet.
Efter skiftet leverede mezii igen en sublim pistolrunde, som atter fik Vitality til at live lidt op.
Det satte gang i en anden halveg, hvor tingene bølgede frem og tilbage. MOUZ formåede dog, at holde Vitality stangen, og hele tiden være et lille skridt foran, helt indtil det sidste.
Vitality var tæt på at sende opgøret i overtid på Nuke, men kun lige ved og næsten. MOUZ sikrede sig mappet i sidste runde, og udlignede dermed til 1-1.
Drama til det sidste
Dermed skulle det tredje og afgørende map i spil. Og til lejligheden var det Inferno, som stod tilbage.
Her kom MOUZ ud som lyn og torden, og leverede en formidabel T-side. Deres offensiv sad lige og skabet, mens Vitality til gengæld ikke havde meget at stå imod med.
MOUZ vandt halvegen 10-2. Der var ingen slinger i valsen, og det lignede en formsag for dem, at køre den samlede sejr hjem.
Kampen var dog alt andet end afgjort, selv om det så sådan ud for en stund. Vitality var langt fra så færdige og begravede som de så ud. De formåede i stedet, at komme flot tilbage.
Runde for runde fik de kæmpet sig tilbage, frem til stillingen 11-9 til MOUZ. Herefter sikrede MOUZ sig dog en matchbold, om end Vitality igen slog tilbage og fik pyntet til 10-12.
Vitality formåede dog ikke, at fuldende deres flotte comeback, inden MOUZ endegyldigt fik sat en stopper for dem. 13-10 til MOUZ, og den samlede sejr var dermed i hus.
En flot skalp til MOUZ, i et medrivende opgør, som sikrer dem, og deres danske coach, sycrone, en plads i morgendagens semifinaler. Her skal de op imod FURIA.
MOUZ og FURIA tørnede også sammen i gruppespillet, hvor FURIA lidt overraskende slog MOUZ. Der er dermed lagt op til et intenst revancheopgør i arenaen i Rio.