birdfromsky og b0RUP misser polsk turnering
Efter flere måneder uden kampe gjorde birdfromsky og b0RUP lørdag comeback på serveren i RTV Euro AGD Game Zone Masters.
Her blev det til en sejr og et nederlag, hvorfor birdfromsky og resten af Mission Possible søndag aften skulle spille en afgørende kamp om at komme videre til LAN-finalerne.
Det dansk-polske mandskab kom bedst fra start i aftenens afgørende opgør, efter de vandt Mirage med cifrene 13-9. Herefter svarede ukrainerne igen med en snæver sejr på 13-10 på Inferno og sikrede et tredje map.
I modsætning til de to forrige maps var det langtfra en tæt affære på det tredje og afgørende map, Ancient. Passion UA bragte sig nemlig hurtigt foran med 10-2 på T-siden. Efter seks runders spil i anden halvleg løb Passion UA med sejren og pladsen til LAN-finalerne.
LAN-finalerne i RTV Euro AGD Game Zone Masters bliver afviklet i Poznan, Polen den 27. oktober, hvor fire hold spiller om den samlede præmiepulje på 68.000 kroner. Foruden ukrainerne er Illuminar, Permitta og Insomnia på deltagerlisten.