s1mple sendt til tælling i anden debut
Det blev ikke den ønskede debut for s1mple, da han for første gang siden sit skifte i september skulle i kamp for Falcons.
Selvom han i foråret spillede en enkelt kamp med Snappi og co., så var der dømt endnu en debut, da han mandag middag skulle stå overfor 3DMAX i Thunderpick World Championship Finals, hvor en plads i LAN-finalerne er på højkant.
Kampen tog sin begyndelse på Anubis, og her var det kampen igennem et 3DMAX-mandskab i kontrol. Særligt s1mple havde det svært, og vi skulle helt frem til syvende runde, før ukraineren kom på tavlen.
Trods brav kamp fra Falcons, var der dog aldrig for alvor tvivl om mappets vinder, da 3DMAX nåede de 13 runder først.
På mappet endte s1mple nederst på scoreboardet med en rating på sølle 0.64.
Herefter ventede Nuke, og det tydede på at blive en kort dag på kontoret for franskmændene.
Hele 9-3 lød pauseføringen på, men ovre på CT-siden vågnede Falcons for alvor op til dåd. Særligt s1mple fandt også takten, og den ukrainske superstjerne viste glimt af det storspil, han brillerede med i CS:GO.
Ved stillingen 10-9 til 3DMAX kom franskmændene dog i omdrejninger og fik kæmpet sig op på 11 runder. Det lykkede også at udnytte det momentum til at vinde mappet 13-9 og dermed sejre 2-0.
Sejren sender 3DMAX et skridt tættere på slutspillet, mens Falcons' nederlag betyder, at de nu har ryggen mod muren og skal vinde mod enten Virtus.pro eller OG senere i dag.