HEROIC vinder gruppen - Imperial sender landsmænd ud
Det blev HEROIC, der endte som gruppevindere, da gruppe C efter en hæsblæsende onsdag langt om længe var afgjort.
I den afgørende kamp ventede NIP, som tidligere på onsdagen havde slået Imperial i åbningskampen, og der ventede dermed en gentagelse af elimineringskampen fra ESL Pro League i september.
Dengang var det HEROIC, som snuppede sejren, og det internationale mandskab har i det hele taget haft vind i sejlene på det seneste.
Det kunne også ses fra første færd onsdag aften, da de kom buldrende ud på Dust2. Hele 10-2 lød pauseføringen på efter en blændende T-side, og efter sidebyttet lukkede HEROIC mappet 13-2.
Efterfølgende skulle duellanterne ud på Vertigo, og her førte degster og TeSeS an på CT-siden, inden den russiske stjerne var X-faktoren ovre på T-siden og dermed kunne skyde sejren hjem 13-10, samlet 2-0.
Nice try
Sejren sender HEROIC videre til slutspillet i turneringen, hvor de på lørdag skal dyste om én af i alt fire pladser ved LAN-finalerne i Berlin i begyndelsen af november.
NIP skal spille decider-kamp fredag mod Imperial, som ligeledes var i kamp onsdag aften og anført af argentinske try fik sendt Legacy ud af turneringen.
Her var det en tæt affære, hvor samtlige 24 runder skulle i brug på andet og tredje map, som Imperial endte med at vinde, efter Legacy havde taget første map 13-8.