BIG tager vigtigt skridt mod LAN-finaler på hjemmebane
Foreløbig har 3DMAX, HEROIC og The MongolZ gjort det, og BIG er nu én sejr fra at gøre dem kunsten efter og vinde deres gruppe ved Thunderpick World Championship 2024.
Torsdag skød de nemlig gruppe D i gang mod Aurora i onlineturneringen, hvor der er billetter til LAN-finalerne i Berlin på højkant.
På første map, Ancient, var det en jævnbyrdig affære frem mod pausen. Men efter 6-6 kom BIG over på CT-siden, og her var det en jerndefensiv, som banede vejen for at vinde mappet 13-7.
Dermed kunne det afgøres på Mirage, og her var det faktisk Auroras tur til at sætte tempoet - i første omgang i hvert fald.
BIG kom nemlig i omdrejninger og fik sikret en kneben pauseføring på 7-5. Vi skulle dog have dagens første overtid, for trods et map- og matchpoint til BIG, så kunne de ikke lukke kampen.
I overtid var det dog en perfekt T-side, som banede vejen for, at BIG kunne vinde mappet 16-13 og dermed sejre 2-0.
Sejren sender BIG videre til gruppefinalen i aften, hvor enten BESTIA eller M80 venter. Aurora møder taberen af det opgør.
En sejr i gruppefinalen vil udløse en plads i lørdagens afgørende kampe, hvor vinderne spiller sig videre til LAN-finalerne i Berlin, hvor BIGs hovedkvarter også er.