Gladiators klar til slutspillet
Tirsdag blev 500 Casino Halloween Cup skudt i gang, hvor Gaimin Gladiators og Johnny Speeds startede ud med en sejr mod henholdsvis Rare Atom og Endpoint.
De to mandskaber var derfor klar til vinderkampen i gruppe A, hvor en plads direkte i slutspillet var på højkant, mens de to tabende hold spillede om overlevelse.
Kampen om slutspillet blev skudt i gang på Anubis, hvor holdene var helt lige ved pausen, men på T-siden vist svenskerne højere klasse og vandt med 13-9.
Det var et helt andet Gladiators-mandskab, der dukkede op på det andet map i opgøret, Inferno. Danskerne formåede at vinde intet mindre end ti runder i første halvleg, og herefter var det også bare et spørgsmål om tid, før de lukkede mappet.
Vinderen skulle findes på Nuke, hvor Gladiators igen kom bedst fra start ved at vinde otte runder på CT-siden. Efter sideskiftet var det en smal sag for danskerne, der meget sikkert snuppede mappet.
Med sejren er Gaimin Gladiators dermed klar til slutspillet i online-turneringen, mens Johnny Speeds senere i aften møder Endpoint, der eliminerede Rare Atom, om den anden plads videre fra gruppen og i slutspillet.