Spirit sender karrigan ud i mørket efter vanvidsduel
FaZe er ude af BLAST Premier World Final, mens Spirit er videre til semifinalen lørdag, hvor Astralis venter.
Det er status, efter de to hold netop har spillet dagens anden kvartfinale i megaturneringen, som i disse dage løber af stablen i Singapore.
Tidligere fredag havde Vitality booket en plads i semifinalen, og fjerde og sidste semifinalist skulle findes i dagens andet kvartfinalebrag, som var en gentagelse af mindeværdige kampe som majorkvartfinalen samt IEM Katowice-finalen.
Dagens opgør blev ligeledes en særdeles seværdig affære, hvor selv neutrale fans kunne nyde godt af holdenes niveau.
Duellen begyndte på Mirage, og her bølgede det konstant frem og tilbage, og holdene skiftedes til at tage runder fra hinanden. Til syvende og sidst var Spirit dog for stærke for FaZe, der måtte se donk og sh1ro skyde mappet hjem 13-10.
Efterfølgende ventede Anubis, og her fortsatte de tætte dueller. Mens donk lettede en smule på gassen her, så buldrede zont1x og sh1ro videre for Spirit, som fik hevet opgøret i overtid trods tre map-point til FaZe.
I overtiden gik den ikke længere for FaZe, der trods flere runder med multikills fra kaptajn karrigan måtte se sig slået 19-17 og således tabte 2-0 til Spirit.
Sejren sender Spirit videre til semifinalen lørdag, hvor Astralis venter. FaZe er ude af turneringen.