Oprykningen kan sikres i aften
Det er blevet tirsdag, og traditionen tro er det 1. division, der fylder sendefladen på Dust2tv.
Her skal vi klokken 19:00 have rækkens ubestridte førerhold, Linx Legacy, i aktion, når de tager imod nærmeste forfølger, WOPA Academy.
Og det er et opgør, hvor der er mere end bare tre point på spil. For skulle Linx Legacy vinde opgøret, så vil oprykningen til POWER Ligaen være sikret.
Hvis et par andre resultater flasker sig, kan LUMSEN og co. faktisk tåle at tabe med tre runder, altså 13-10 eller 13-11 eksempelvis, og stadig være bedst på den indbyrdes rundeforskel, hvorfor 10 runder i princippet er nok.
Det skyldes, at Linx Legacy vandt sæsonens omvendte opgør 13-9 og lige nu er på 39 point - det højeste antal point, som WOPA Academy, der er nærmeste forfølger, kan nå.
Det kræver dog også, at Kronjyllands Esport smider point, da de lige nu eneste hold i tabellen, som kan overhale Linx Legacy.
Mens kampen om direkte oprykning næsten er afgjort, så er der dog stadig tæt duel om andenpladsen, der giver adgang til oprykningsspillet, hvor MASONIC venter.
Her er der blot tre point, der skiller HyperioN, Kronjyllands Esport, AaB, Hedensted X SERA og WOPA Academy. De to sidstnævnte tørner sammen lige efter Linx Legacy-kampen, hvorfor en vigtig duel om andenpladsen er i vente klokken 20:00.
Senere på aftenen skal Linx Legacy i duel mod Kronjyllands Esport.
Aftenen på streamen begynder med Astralis Women, der i dag sagde farvel og tak til deres coach. De krydser klinger med AMO Esport i 3. division A, mens Unsigned Puggers og Whois fra samme række brager sammen klokken 22:00.
Sådan sender Dust2tv tirsdag aften:
18:00 - Astralis Women vs. AMO Esport
19:00 - WOPA Academy vs. Linx Legacy
20:00 - Hedensted X SERA vs. WOPA Academy
21:00 - Linx Legacy vs. Kronjyllands Esport
22:00 - Unsigned Puggers vs. Whois