Danmark falder i kvartfinalen
Kvartfinalen blev endestationen for Danmarks kvindelandshold, der i disse dage kæmper ved IESF Women World Championship i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh.
Efter en andenplads i gruppespillet var Danmark klar til slutspillet, hvor Frankrig, der toppede gruppe B, var første modstander.
Mens størstedelen af det danske landshold består af Astralis Women-spillere, så var der på Frankrigs hold spillere fra blandt andre NAVI Javelins og FlyQuest RED samt den tidligere Astralis-spiller RacheLL.
Kvartfinalen begyndte med dominans fra Frankrig, der vandt Ancient med hele 13-3, inden danskerne svarede igen ved at vinde Dust2 med 13-5.
Vinderen skulle derfor findes på Inferno, og her skulle alle 24 runder i brug, før Frankrig kunne tage sejren 13-11 og dermed booke en plads i semifinalen, hvor Portugal venter, efter de slog Australien tidligere onsdag.
Danmark er ude af turneringen.