HUNDENs dagbog fra Shanghai: Så skal der øves autografer til stickers
I anledning af Sashis vej mod majoren i Shanghai har vi på Dust2.dk allieret os med HUNDEN, der giver et unikt, dagligt indblik fra Shanghai.
I andet kapitel af rejsedagbogen rammer jetlaggen, der er sightseeing med et par andre danskere, og så øver Cabbi og MistR deres autografer til stickers.
De første 24 timer er overstået i Kina.
Jetlag ramte som donk ingame. Klokken 04:00 kunne jeg ikke sove mere. Jeg skyndte mig at tænde bærbaren for at gå i gang med at forberede lidt på vores kommende modstander BIG.
Imens jeg sidder i mine dybeste forberedelser, så larmer min kære roommate Cabbi. Han plejede at snorke, men nu er han bare begyndt at sige nogle underlige lyde. Jeg er sgu ikke lige helt sikker på, om han er okay, det håber vi.
Klokken 06:00, ser jeg at Rejin og niko er aktive på de sociale medier, så jeg skynder mig at slide ind i deres DMs. Jeg har endelig fundet nogle at spise morgenmad med.
Allerede fra kl 06:00 står der kinesiske fans ude foran hotellet, som er klar til at tage billeder af spillerne, der kommer til morgenmad. Det er for sindssygt at opleve. De er dog rigtig søde, når man kommer ud, og vil egentlig bare gerne have et billede, også er man videre i teksten igen.
Efter morgenmaden får vi den sindssygt gode ide at komme ud og se nærområdet. Vi bor i et område, hvor der er en rigtig hyggelig park. Vi kan komme helt ned til vandet, og det er bare fredelige omgivelser i en kæmpe storby.
Jeg har taget både niko og Allan (Rejin, red.) med på tur for lige at forstå, hvordan deres niveau er i den kommende turnering. De virker sgu klar, de tror på det. Gør vi andre det?
I Kina spiser HUNDEN
Dust2.dk har i forbindelse med Sashis færd i den europæiske RMR B-turnering i Shanghai fået HUNDEN til at skrive rejsedagbog fra eventyret i Kina.
Så vidt muligt kommer HUNDEN hver dag til at tage jer læsere med bag kulisserne i jagten på majordrømmen, så følg med her på Dust2.dk.
Tid til prac og øvning af autografer
Efterfølgende starter holdets træningsdag. I dag er der fokus på de sidste detaljer inden vores første kamp. Vi har allieret os med to af de hold, som er kommet igennem den amerikanske kvalifikation, nemlig MIBR og Liquid.
Vi træner, og vi spotter hurtigt, at der er nogle detaljer med grafikken på skærmene, som giver lidt udfordringer med vores nades og så videre. Vi havde en rigtig produktiv træningsdag, hvor kommunikationen og den gode stemning var i fokus.
Efter vores træning og teori så får MistR og Cabbi den gode idéer at skulle øve deres autograf til deres sticker. Efter de nye regler med at stickers skal laves i hånden, så giver det et mere personligt touch på deres autografer.
Jeg elsker idéen, men jeg kan sgu godt blive bekymret for hvordan det hele kommer til at se ud ingame.
Til sidst afsluttede vi vores aften med at hygge lidt. Vi tog en omgang terninger igen, og denne gang var det tydeligt at spotte, at de slet ikke har erfaringer fra det brune værtshus med Martin.
Jeg er dog stadigvæk i chok over, at ungdommen nu til dags kan ødelægge et så godt spil som løgn med, at man må kalde ettere og lave en regel, der hedder ‘spot on’. Det er nok bare mig, der er blevet gammel.
Godnat og sov godt, klokken er 22:00, og dynen kalder!