Falcons afviser vildt rygte om millionleje af s1mple*
*Opdateret klokken 11:50 med kommentarer fra Falcons. Se bunden af artiklen.
Ad to omgange tørnede s1mple sidste år ud for Falcons.
Seneste omgang var fra oktober og året ud, hvor s1mple var lejet i NAVI og spillede med Falcons ved både ThunderPick World Championship, ESL Challenger Katowice og RMR-turneringen i Shanghai.
Og NAVI tjente styrtende på at sende s1mple over til zonic og co. i de tre måneder.
I hvert fald hvis man skal tro Passion UAs coach, Kane, der på en stream med Zeus forklarede, at Falcons angiveligt skulle have smidt 500.000 dollars, svarende til over 3,5 millioner kroner, afsted til NAVI i månedlig leje af den ukrainske superstjerne.
Passion UA-coachen har en fortid i NAVI og kender derfor ami, der er esportsdirektør i NAVI. Ifølge Kane er det direkte fra ami, at beløberne kommer.
En bruger på Reddit har lagt et opslag op med en transskribering af dialogen mellem Kane og Zeus, og her kommer de desuden ind på, at Jambos salgspris koster i omegnen af én måneds leje for s1mple.
Læs et udsnit af transskriberingen her:
Zeus: Falcons kan betale rigtig meget.
Kane: Prøv at høre, jeg kan kun fortælle dig om s1mple. Jeg havde for nylig en snak med Amiran (Ami – Head of Esports hos NaVi). Vi delte nogle hemmeligheder og talte selvfølgelig om beløb. Jeg kan fortælle dig, at transfersummen for Jambo (Passion UA-spiller) kan sammenlignes med s1mples månedlige leje.
Zeus: Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor høj s1mples leje er. Cirka, hvor meget?
Kane: Jeg ved, at s1mple har sagt, at den professionelle Counter-Strike-scene nu minder om fodbold, og spillerne får næsten millioner af dollars i løn. Så jeg tror, hans månedlige leje er omkring en halv million dollars. Cirka.
Zeus: Jeg kan ikke tro, det er en halv million! Hold nu op.
Kane: Du skal forstå, at for Falcons er det at betale så meget for s1mple en chance for at få noget opmærksomhed.
Zeus: Seriøst, jeg kan ikke tro, det er 500.000. Et par hundrede tusind? Det kan jeg måske gå med på. Men 500.000 er urealistisk. Eller tror du, det er endnu mere?
Kane: Et par hundrede tusind er minimum. Men realistisk set er det tættere på en halv million.
Zeus: Om måneden?
Kane: Om måneden.
Zeus: Fuck! Det er jo hele mit liv. Fuck, hvor er den professionelle Counter-Strike-scene på vej hen?!
Falcons afviser
Men de høje beløb har ikke noget hold i virkeligheden. I hvert fald ikke hvis man skal tro Falcons' medgrundlægger og bestyrelsesformand Msdossary, der svarer X-brugeren CS2_News, som har lagt et opslag op med historien.
Helt kort har Falcons-bossen blot skrevet et rødt kryds som svar og ser derfor ud til at afkræfte rygtet.
s1mple nåede 13 maps i Falcons-trøjen i løbet af efteråret. Af de 13 maps endte to maps med sejr. Det var over henholdsvis ECLOT i en bo1 samt ét map mod GamerLegion, som endte med at vinde 2-1.
Ifølge Kane så venter s1mple lige nu blot på, at kontrakten med NAVI udløber, og han derfor kan skifte frit til et andet hold. Det er uvist, hvor lang tid der er tilbage af ukrainerens kontrakt med NAVI.
Dust2.dk har kontaktet Falcons for at spørge ind til rygtet og Msdossarys svar og i et skriftligt svar bekræfter Falcons' globale esportsdirektør, Grant Rousseau, at Msdossarys tweet skal læses som en afvisning af rygtet.
Vi spurgte desuden Falcons, om beløbet på de 500.000 dollars var sandt, og dette afviste organisationen desuden også.
Vi kan bekræfte, at dette på ingen måde er korrekt.
Hvis ikke, vil du så sige, hvor meget det var?
Specifikke kontrakter og beløb kan ikke kommenteres på, da de er fortrolige, hvilket er standard for de fleste kontrakter inden for esport, skriver Falcons-direktøren.
Hvad tænker I om Kanes kommentarer vedrørende de økonomiske aspekter af s1mples lejeaftale?
Ingen kommentar fra Falcons, skriver Grant Rousseau.