REZ skyder GamerLegion videre til hovedturneringen
Tauson og GamerLegion er videre til IEM Katowices hovedturnering, efter de netop har besejret brasilianske paiN i play-in-stadiet.
Kampen var torsdagens første avancementskamp, og GamerLegion stod her efter sejr over SAW onsdag, mens paiN havde banket Virtus.pro i deres første kamp.
Og det begyndte som en jævnbyrdig affære - i hvert fald de første par runder på Inferno.
Marginalerne var dog med GamerLegion, og når REZ samtidig viste storspil, så kunne GamerLegion tage første map 13-3 og dermed være snublende tæt på kvalifikation til hovedturneringen.
Kvalifikationen kom i hus, da de efterfølgende lukkede kampen på Mirage. Her kom paiN ellers bedst fra start, men REZ fortsatte, og samtidig trådte PR også i karakter, og GamerLegion kunne derfor buldre sejren i hus 13-5 og dermed 2-0 samlet.
Sejren betyder, at GamerLegion er klar til IEM Katowices hovedturnering, mens paiN har en ny chance fredag. Her møder de enten Astralis eller FlyQuest, som mødes senere torsdag.