Spirit overvinder skrækstart - spiller sig til slutspillet
Storfavoritterne fra Spirit tog sejren og sikrede sig den sidste billet til slutspillet i Polen – på bekostning af GamerLegions flotte præstationer.
GamerLegion havde tidligere på dagen sendt Astralis ud af turneringen, mens Spirit tog en sikker sejr over Liquid.
Derfor skulle holdene mødes i kampen om den sidste plads i arenaen.
Første map bød på en stor overraskelse, da de unge knægte fra GamerLegion tog majorvinderne med bukserne nede på Anubis og vandt en snæver 13-11-sejr.
På kampens andet map var alt tilbage til det normale. Spirit kom foran 9-3 inden sideskiftet og forvandlede føringen til en sejr på 13-6 på Ancient.
Det afgørende map blev spillet på Nuke, hvor Spirit startede på CT-siden. Her kom de foran 8-4, efter at GamerLegion ellers havde haft en tidlig 4-3-føring.
På GamerLegions CT-side fik de ikke et ben til jorden, da Spirit viste, at når det spidser til, så har de erfaringen. Dermed er Spirit videre til kvartfinalen, som starter på fredag.