
Nu skal finalisterne findes
Fredag blev slutspillet skudt i gang foran tusindvis af fans i Spodek Arena, hvor The MongolZ og Spirit spillede sig i semifinalerne efter sejre mod henholdsvis Eternal Fire og Virtus.pro.
I dag står begge mandskaber over for en betydelig sværere modstander, når The MongolZ åbner dagens bal mod ZywOo og resten af Vitality i den ene semifinale. Vitality-mandskabet bookede sin plads direkte i semifinalen efter sejre mod 3DMAX, FaZe og Virtus.pro.
Den anden semifinale bliver en omkamp fra turneringen, da Spirit og NAVI atter engang kommer til at krydse klinger på serveren.
Holdene stødte nemlig allerede sammen i upperbracket-semifinalen i gruppespillet, hvor NAVI endte med at snuppe en tæt sejr på det tredje map.
Det skal Aleksib og kompagni forsøge at genskabe, såfremt de skal have forhåbninger om at spille om trofæet på søndag mod enten Vitality eller The MongolZ. Morgendagens finale bliver afviklet som bedst-ud-af-fem.