The MongolZ er blevet anerkendt som Mongoliets CS-landshold.

Succeshold bliver Mongoliets landshold

Mongoliets Counter-Strike-stolthed er officielt blevet udnævnt som hele landets CS-landshold.

Mongoliets bedste Counter-Strike-hold, The MongolZ, har efterhånden banket deres navn godt og grundigt fast som et af verdens bedste CS-hold.

Især indenfor det seneste års tid har mandskabet fra Mongoliet bidt sig fast i verdenstoppen. De har leveret flere store resultater, med en kvartfinaleplads og en semifinaleplads ved henholdsvis majoren i Kina og IEM Katowice 2025, som de helt store højdepunkter.

The MongolZ skrev historie ved majoren i Shanghai. Foto: HLTV.

Senest nåede de ligeledes kvartfinalerne i PGL Cluj-Napoca, hvor Astralis blev endestationen. De har derudover vundet et par halvstore internationale turneringer i form af YaLLa Compass 2024 og Thunderpick World Championship 2024.

Ved Skyesports Championship 2024 hentede de en andenplads, mens de nåede semifinalerne i både ESL Challenger Atlanta 2023 og Elisa Masters Espoo 2024. Under ESL Challenger Jönköping 2024 gik de også videre til slutspillet.

Anerkendt i hjemlandet

Det er med andre ord ingen underdrivelse, at kalde The MongolZ' rejse til toppen af CS-verdenen en succeshistorie.

De kronede det selv med ved majoren i Shanghai, i slutningen af 2024, at blive det første asiatiske hold nogensinde til at nå slutspillet ved en major.

En kæmpe bedrift, der sammenholdt med rækken af flotte resultater, heller ikke er gået ubemærket hen i holdets hjemland, Mongoliet.

Holdets flotte bedrifter og resultater har nu sågar gjort, at Mongoliet fra statslig side har valgt, at udnævne The MongolZ som landets officielle Counter-Strike-landshold.

Det skrev Mongoliets esportsforening, MESA, i et længere opslag på X lørdag.

Af opslaget fremgår det blandt andet, at hele MongolZ-lejren var inviteret til møde med landets minister for kultur, sport, turisme og ungdom, Nomin Chinbat.

Til møde med minister

Netop mødet med Mongoliets minister for kultur, sport, turisme og ungdom satte rammen for den officielle udnævnelse af The MongolZ som Mongoliets CS-landshold.

Her tilkendegav ministeren hendes og Mongoliets regerings ubetingede støtte til holdet. En støtte, der blandt andet inkluderer forskellige privilegier, herunder at modtage officielle pas, lønninger og økonomisk støtte til oversøiske rejser.

Desuden vil The MongolZ-mandskabet, som officielle landsholdsmedlemmer, fremover kunne rejse visumfrit til visse lande i forbindelse med internationale turneringer. For lande, der kræver visum, vil de opleve færre forsinkelser og logistiske problemer, som tidligere har forhindret deltagelse på grund af visumbehandlingstider.

Herunder kan du se hvordan det gik til, da The MongolZ mødtes med ministeren for kultur, sport, turisme og ungdom i Mongoliet. Ministeren lagde således selv billeder op fra mødet på hendes X-profil.

Udover at meddele The MongolZ-lejren, at hun - og Mongoliets regering - vil støtte holdet, gjorde ministeren det ligeledes klart, at hun og regeringen har i sinde, at vise fortsat støtte til udviklingen af esport i Mongoliet.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.