
Onlineturnering byder på dansk derby
Det er derby-tid denne søndag, når de to næstbedst placerede danske hold på Valves rangliste, ECSTATIC og Sashi, atter tørner sammen.
I den forgange sæson 28 af POWER Ligaen mødte de to hold hinanden to gange, begge gange med en ECSTATIC-sejr til følge. Senest mødte de ligeledes hinanden i gruppespillet i Galaxy Battle 2025 STARTER - med en Sashi-sejr til følge.
Denne søndag tørner de to danske mandskaber sammen i den 10. udgave af onlineturneringen A1 Gaming League. Begge hold er 2-1 i den samlede stilling, og vinderen spiller sig derfor videre til turneringens slutspil.
Derbyet starter efter planen søndag eftermiddag klokken 16:30.
Det er dog ikke umuligt, at derbyopgøret rykkes en smule frem, eftersom ECSTATIC har en anden kamp programsat søndag, fra klokken 13:30.
Således spillede de sig lørdag videre til semifinalerne i Galaxy Battle 2025 STARTER, som afvikles søndag.
Umiddelbart bør der dog være tid nok til, at begge kampe afvikles til tiden som planlagt.
Danskerduel åbner dagen
Inden danskerderbyet sættes i gang, skal to andre kampe i turneringen færdigspilles.
Først står den på en danskerduel mellem raalz og kraghens 9INE, og birdfromsky og b0RUPs WildLotus. De to danskerhold spiller ligeledes om en plads i turneringens slutspil.
Mødet mellem de to danskerduoer skydes allerede i gang søndag formiddag klokken 10:30.
Udover det opgør, og inden danskerderbyet, tørner Zero Tenacity og Alliance også sammen i turneringen.
Den 10. sæson af A1 Gaming League løber helt frem til den 11. maj, selvom gruppespillet er ved at nå sin ende.
Der er en samlet præmiepulje på over 100.000 kroner på spil i turneringen, samt vigtige point til Valves rangliste.
Fordi turneringen først slutter den 11. maj, så tæller de optjente point i turneringen dog ikke med i regnskabet, når majorpladserne skal uddeles den 7. april.
Følg med her:
Alle kampe i A1 Gaming League Season 10 kan følges direkte på A1 Gaming Leagues egen Twitch-kanal herunder.