
Tyrkere er klar til endnu et slutspil
Seks store turneringer. Seks slutspilsdeltagelser i træk. Det er facit for det tidligere Eternal Fire-hold, Aurora, efter tyrkerne onsdag besejrede polske Apogee i Bukarest.
Med sejren over Astralis' banemænd bygger det tyrkiske mandskab dermed videre på deres i forvejen fornemme statistik. De er det eneste hold, der indtil videre i år har spillet sig i slutspillet i alle de store turneringer.
Tyrkerne kom dog ikke nemt til slutspilspladsen ved PGL Bukarest. Heller ikke selvom det så nemt ud på det første map, Mirage. Her vandt tyrkerne forholdsvis overbevisende med 13-6.
På Auroras eget map, Anubis, fik tyrkerne til gengæld langt mere kamp til stregen. Her skulle der overtid til, før mappet var afgjort.
Aurora tog fire runder i streg i overtiden, og så var sejren og endnu en slutspilsplads ellers sikret.
Det tyrkiske hold er det femte hold, der er videre til slutspillet. Tyrkerne var ligeledes i slutspillet ved PGLs forrige turnering, PGL Cluj-Napoca.
Her blev de ekspederet ud i kvartfinalerne af Falcons, der gik hele vejen til finalen, hvor de tabte til MOUZ.
Apogee får endnu en chance for at spille sig i slutspillet i deres første store turnering.
De er blandt de seks tilbageværende hold i Bukarest, der torsdag spiller "2-2"-kampe.
Stillingen i gruppespillet ved PGL Bukarest 2025:
3-0 (Videre)
-
G2
-
3DMAX
3-1 (Videre)
-
GamerLegion
-
Complexity
-
Aurora
2-2
-
Virtus.pro
-
Astralis
-
FaZe
-
Falcons
-
Apogee
1-2
-
FURIA
-
The MongolZ
1-3 (Ude)
-
Legacy
-
Rare Atom
0-3 (Ude)
-
paiN
-
Liquid