
Dansk organisation sættes på pause: "Ingen bæredygtig forretningsmodel i dansk CS"
Inde på liga-siden kan man kigge samtlige sæsoner igennem, og man vil hele tiden finde Frb. Falcons i en af divisionerne.
Det kommer dog til at ændre sig fra næste sæson.
For fem dage siden afslørede Frb. Falcons nemlig på X, at 1. divisionsorganisationen efter "ti fantastiske år" har valgt at sætte hele projektet på pause.
Det skyldtes flere forskellige faktorer, lyder det fra en af Falcons-ejerne, Tom Rasmussen, da Dust2.dk spørger ind til beslutningen.
Vi sætter Falcons på pause - dels er der nogle ting i livet, som kræver mere opmærksomhed, og dels er der ikke nogen særlig udsigt til en bæredygtig forretningsmodel i dansk CS. Vi har altid ment, at det kræver tid og opmærksomhed at drive en klub, at give spillerne gode muligheder, yde en indsats og vise respekt for det store arbejde, som de lægger i at træne og kæmpe for klubben.
Når der ikke er den tid, så synes vi, det er bedre at stoppe op. Fornemmelsen i maven er egentlig ganske god - selvfølgelig efterlader det da et tomrum, når man stopper med noget, man har brugt tid på i så mange år, men det skal da mest af alt ses som en lang række oplevelser, man har været heldige at få.
I løbet af sin tid på den danske scene har Falcons-organisationen også huset flere kendte navne, heriblandt Damkilde, NoProblemGuy og vester.
Netop at have sat sit præg på scenen og have givet nogle spillere muligheden for at vise sit talent og udvikle sig, er noget af det, som Tom er stolt af.
Men man skal da lige skal vænne sig til at være tilskuer, og ikke sidde og glo i tabellen konstant. Der er ikke et enkelt højdepunkt, man er mest stolt af, men mere følelsen af at være med til at præge den danske scene, være med til at give nogle spillere mulighed for at udvikle deres talent, og være med til at bygge noget op - det er da meget fedt
I den seneste sæson af POWER Ligaen bestod Frb. Falcons-mandskabet af Skejs, BangBang, stesso, BacH og sinzey.