Jeg er statsansat, men en af dem, der varetager en “samfundskritisk opgave”. Vi forsøger i videst muligt omfang at varetage opgaverne hjemmefra. En stor del kan sagtens lade sig gøre, men en del af opgaverne er stort set umulige fra hjemmet, hvorfor jeg ind i mellem ryger på kontoret, hvor der som oftest er gabende tomt. Det er lidt surrealistisk.
Vores barn på lige knap 2 er hjemme i tiden, så balancen mellem arbejde/effektivitet og børnepasning er klart vores største udfordring.
Både min kone og jeg er pinligt bevidste om, at vi ikke er særligt hårdt ramt, ift. folk, der mister job, virksomhed og familie til det her men til gengæld har vi nærmest isoleret os, så det her kan få en ende asap.
Vi får latterligt meget take-away for at støtte de lokale, og der er også købt lidt hos nogle lokale butikker, som vi egentligt ikke behøvede - det er nærmest det eneste vi kan gøre...