Legenden vender tilbage – Zowie G-SR-SE Blue Mousepad
Skrevet af Martin "byx" Buhl.
Hvis du, som de fleste der interesserer sig for CSGO, følger med i de største turneringer rundt omkring i verden, kan du næsten ikke have undgået at se den famøse blå G-SR musemåtte fra Zowie, som mange af de absolut bedste spillere i verden sværger til som deres tro følgesvend, når der skal skydes headshots og vindes trofæer.
Det har dog været så godt som umuligt at få fat i lige netop den blå udgave af G-SR musemåtten i de sidste par år, da den for længst er gået ud af produktion. Man har således enten måttet vælge den sorte standard udgave eller den med det grafiske layout der blev lavet i et samarbejde imellem HLTV.org og Zowie.
Mange af dem, der enten har, eller har haft den omtalte G-SR i blå, siger dog, at hverken den sorte eller HLTV udgaven af G-SR har den samme overflade som den udgåede version i blå.
På trods af, at der er blevet lavet et utal af musemåtter siden G-SR Blue gik ud af produktion, var der stadigvæk mange som gerne ville have den tilbage, og dette er nu sket.
I denne anmeldelse vil jeg give mit besyv med på, om den nye udgave af den omtalte musemåtte kaldet Zowie G-SR-SE Blue Limited Edition, og selvfølgelig sammenligne den med den sorte udgave, som jeg har brugt op til nu og tidligere har anmeldt her på Dust2.dk.
Første indtryk
Da jeg modtog pakken fra Zowie, var jeg i et øjeblik bange for, om jeg nu havde fået den rigtige musemåtte. Kassen var nemlig identisk med den, de bruger til den sorte udgave af G-SR, men heldigvis var det den helt rigtige, de havde sendt.
Designmæssigt er der noget mere at se på med dette blå design, der både har Zowies eget logo, men også BenQ som opkøbte Zowie fra et par år siden og nu er en separat del af den store internationale virksomhed.
Det blå design og det store Zowie logo, synes jeg personligt er super fedt lavet, hvilket stadigvæk holder den nogenlunde neutral, da der ikke er alt muligt tekst eller andre store grafiske ting, som fanger ens øjne.
Overfladen er meget anderledes end den sorte G-SR, hvilket jeg egentligt var lidt overrasket over, men det skyldes simpelthen det grafik-print, der er blevet lavet på den, som er med til at give det ’touch’, som musemåtten har.
Udover den printede overflade er alt andet præcis, som med de øvrige G-SR udgaver ifølge Zowie, men jeg synes dog, at denne version har en noget mere fast base, som gør, at det er sværere at få den til at rykke sig rundt på ens skrivebord, hvilket kun er et plus.
Her har jeg lagt G-SR-SE Blue ved siden af G-SR Black og forskellen på de to overflader er ganske iøjnefaldende.
Specifikationer
De tekniske data for Zowie G-SR-SE Blue kan læses her:
- Smooth and even texture offers a consistent glide throuhout; a different feel from the G-SR
- Rubber base offers increased stability on any surface
- 100% compatible with all types of mice
- 480 x 400 x 3.5 mm / 18.9 x 15.7 x 0.14 inches
- SR-SE was designed for gamers that enjoy the comfort of a rubber base in a cloth mousepad.
- The unique soft rubber base is 100% flat. It provides comfort while maintaining a consistent glide across the mousepad.
- The SR-SE provides a different glide from the black G-SR.
Test af Zowie G-SR-SE Blue
Det første jeg lagde mærke til, da jeg tager Zowie G-SR-SE Blue i brug, er, at den har en meget unik overflade. Første tanke er, at den er super glat, hvilket den også er på sin vis, men ikke i en overdreven grad. Man kan vel bedst beskrive det som et kontrolleret bæst, forstået på den måde, at alle bevægelser føles silkebløde og problemfri, men uden at man føler, at man mister kontrol ved, at det går for hurtigt til tider.
I forhold til den sorte G-SR udgave, krævede det noget tilvænning med dette skifte, da bevægelserne er noget mere strømlinede end ved den sorte udgave.
I CS:GO er musemåtten suveræn. Flickshots, hurtige 180 grader vendinger (880 eDPI, ingen acceleration, red.) går som smurt, og i løbet af et par dage var min tillid til musemåtten i top, og jeg har ikke brugt andre måtter, jeg har haft liggende, siden G-SR-SE Blue kom ind af døren.
Mærker man forsigtigt med fingrene på overfladen, tænker jeg umiddelbart, at den har ret høj friktion, men så snart man kører musen henover overfladen, får man det glatte touch, som altså er lavet på en hidtil uset måde i forhold til de musemåtter, jeg tidligere har haft i hænderne.
Er den hypen værd?
At skifte musemåtte er et forbudt ord for mange, da det som oftest er den samme type, man sværger til, og som man i sin hukommelse ingame har vænnet sig til i forhold til både små, mellemstore og store bevægelser.
Personligt har jeg altid haft ret nemt ved at gå over til en ny type, og det tager mig som regel kun 2-3 dage,før jeg har lært den ordentligt at kende, men det er selvfølgelig en meget individuel sag.
Zowie G-SR-SE Blue er absolut hypen værd i mine øjne. Med en lidt udefinerbar overflade, meget solid gummibund og et pænt grafisk design som den visuelle gevinst, er der ingen tvivl om, at selv den musemåtte du måske har sværget til i flere år kunne blive skiftet ud med succes til netop dette produkt fra Zowie.
Det er selvfølgelig en smagssag, om denne musemåtte vil være et hit for dig, men jeg synes, det vil være synd ikke at forsøge sig på at teste produktet og selv finde ud af, om hypen rent personligt er velbegrundet.
Razer Goliathus Speed kommer tættest på G-SR-SE Blue
Hvis jeg skal komme med mit bedste bud på, hvilken musemåtte Zowie G-SR-SE Blue kommer tættest på, er det uden tvivl Razer Goliathus Speed.
Det er en musemåtte, jeg selv har brugt fast tidligere, og som fortalt har en ekstremt glat overflade, som dog desværre til tider bliver for ukontrollerbar efter min smag. Jeg føler ikke at jeg får disse ubehagelige oplevelser med Zowie G-SR-SE Blue, men det er uden tvivl Razers musemåtte, der kommer tættest på i forhold til at sammenligne overfladen med øvrige produkter på markedet.
Pris
G-SR-SE Blue har en vejledende udsalgspris på $34.99 eller ca. 220 danske kroner. Jeg ved, at Elgiganten sælger den til 279,- så de danske afgifter tilføjer en smule til prisen, men det burde ikke være en 50’er der gør forskellen på, om man køber den eller ej.
Prismæssigt ligger vi i det normale niveau for en musemåtte fra de mere velansete mærker, og jeg synes derfor ikke, at en pris på f.eks. 279,- er meget, når vi har at gøre med et produkt, der i en sådan grad har imponeret på alle parametre under mine tests.
Konklusion
Til trods for at det næsten kommer til at lyde som den samme konklusion, jeg kom med, da jeg tidligere anmeldte den sorte udgave af G-SR fra Zowie, så kan jeg kun finde gode ting at sige om G-SR-SE Blue Limited Edition.
Hverken pris, design, kvalitet, base eller overflade trækker ned i min optik, og vi har derfor at gøre med et produkt, jeg kun kan anbefale varmt.
Den eneste ukendte faktor, jeg kan finde, er i forhold til, hvor holdbar den er. Den sorte G-SR synes jeg desværre blev en smule brugt i overfladen efter et par måneders brug, og jeg håber ikke, at dette er tilfældet med G-SR-SE Blue, for så bliver det en hyppig udgift at måtte købe en ny mousepad hver tredje måned.
Hvorvidt det er tilfældet her, kan kun tiden vise, men indtil videre vil jeg bare nyde denne musemåtte og håber selvfølgelig, at den er lidt mere slidstærk i overfladen end dens sorte forgænger.
Du kan læse mere om G-SR-SE Blue Limited Edition lige her.