
ENCEs akademihold klar til de nordiske mesterskaber
Søndag blev Finlands anden og sidste repræsentant til de nordiske mesterskaber - Elisa Nordic Championship 2025 - fundet. Seks ud af de otte deltagerhold er nu fundet.
Det blev ENCEs akademihold, ENCE Academy, der løb med den sidste finske plads til de nordiske mesterskaber. De unge ENCE-spillere sikrede sig billetten til de nordiske mesterskaber med en sejr i onlineturneringen Elisa Open Finland Season 9.
Allerede i slutningen af februar måned var ENCE Academy tæt på at kvalifcere sig, da de spillede finale i Elisa Open Finland Season 8, hvor den første finske repræsentant skulle findes. Her måtte de dog se sig besejret af JANO, som blev Finlands første repræsentant.
I stedet blev anden gang lykkens gang for de unge og håbefulde ENCE-spillere. De sikrede sig pladsen til de nordiske mesterskaber med en finalesejr på samlet 2-0 over HAVU i Elisa Open Finland Season 9.
ENCE Academy består af tre finnere, samt en enkelt spiller fra Georgien, og en enkelt spiller fra Nordmakedonien. Sammen med Finlands anden repræsentant, JANO, kommer de til at spille på hjemmebane ved de nordiske mesterskaber.
Således bliver Elisa Nordic Championshp 2025 afholdt i den finske by, Vaasa. Turneringen løber af stablen fra den 20. til den 24. maj.
Disse hold er klar til Elisa Nordic Championship 2025:
-
ECSTATIC (Vinder af POWER Ligaen Sæson 28)
-
WOPA (Nr. 2 i POWER Ligaen Sæson 28)
-
JANO (Vinder af Elisa Open Finland Sæson 8)
-
ENCE Academy (Vinder af Elisa Open Finland Sæson 9)
-
1ADL (Vinder af MistGames Nordic Championship 2025)
-
Nordix (Nr. 2 i MistGames Nordic Championship 2025)
Tilbage er det nu kun Sveriges to repræsentanter, der mangler at blive fundet.
De to svenske repræsentanter findes gennem den svenske kvalifikationsturnering, Svenska CS-Ligan 2025, som blev sat i gang i lørdags, den 26. april. Turneringen spilles online.
Svenska CS-Ligan 2025 afvikles frem til den 10. maj. Otte hold deltager i den svenske turnering, heriblandt Metizport, Johnny Speeds, Alliance og EYEBALLERS.